Jeg har tænkt længe over mit liv og det, jeg bruger min tid på. Arbejdsmæssigt og privat. Det gør mange af os, når vi runder de magiske 60. Jeg nærmer mig nu de 63, og det sidste halve år har jeg stillet mig selv mange store eksistentielle spørgsmål. Det betyder, at jeg har truffet en stor beslutning!

Livet er kort

Min far døde kort før, han fyldte 64. Min mor fik en hjerneblødning som 64 årig. Nu er jeg der selv. Der hvor livet pludselig kan tage et uventet sving.

Jeg vil have tid til at rejse med mine drenge, mens de kan og gider

Jeg har som de fleste på min alder arbejdet hele mit liv, fra jeg som 11-årig begyndte at gå med aviser og plukkede jordbær i sommerferien. Siden med babysitting og rengøring i gymnasiet, som receptionist på en sprogskole under mine studier og i Stockholm som sprogsælger, inden jeg fik job på TV2 i 1988. 

Jeg har aldrig haft længerevarende fri  – heller ikke da jeg fik mine dejlige drenge. Det var 2×6 måneders barsel  med arbejde on and off. Arbejde, ishockey og mit ‘commitment’ til alt og alle omkring mig har altid haft første prioritet. Og det fortryder jeg ikke – kun min korte barselsorlov.

Nu er det blevet tid til MIG – før det er for sent. 

Farvel hamsterhjul

Mere tid i Paris….

I foråret tog jeg et møde med min pensionsrådgiver, for at få overblik over min økonomi. Jeg har knoklet som en bryggerhest for at tjene lidt ekstra i år.

Og fra næste år er planen, at jeg drosler ned for at nyde mit liv og de mennesker, jeg  har omkring mig. For at udleve nogle af de ting, der står på min bucketliste. Og for at rejse og have mere tid til mit andet lille hjem Paris.

Jeg bibeholder et minimum af arbejdsopgaver deriblandt mine fitness camps i Spanien, mine bestyrelsesposter og lidt SoMe arbejde, for jeg ved ikke, hvor langt pengene rækker. Jeg ved bare, at jeg skal ud af det hamsterhjul, jeg igen er havnet i, selvom jeg lovede mig selv noget andet, da jeg gik ned med stress i 2016. Og jeg skal genfinde ‘mig selv’ og den gnist, der er så vigtigt i livet og arbejdet.

En nødvendig beslutning

Nogle vil tænke, at det er en privilegeret beslutning. For mig er det en nødvendig beslutning. Og jeg har endnu ikke overblik over, hvad konsekvenserne er økonomisk. Kan jeg beholde mig pariserbolig? Skal jeg sælge mit skønne hjem i Danmark, som trods alt det, jeg elsker ved det, begge er en konstant, næsten bundløs og uforudsigelig udgift med vedligehold, ejendomsskatter og lån, der snart skal omlægges til nye renter.

At være selvstændig og boligejer gør langt fra mennesker rige – tværtimod kan det være rod til økonomisk utryghed og usikkerhed. Og det er en stressfaktor, jeg må tage alvorligt. Men hellere det – end at miste sig selv.

Man kan ikke skue ned for familien

Mere tid til begge mine mødre…

Jeg havde engang en chef, der spurgte mig: Hvad stresser dig. Arbejdet eller dit privatliv? Jeg fandt spørgsmålet både provokerende og urimeligt. For tingene hænger jo sammen. Det er svært at skrue ned for familien – det kan man til gengæld for sit arbejde, sin livsstil og de krav, man stiller til sig selv. Jeg har besluttet at skrue ned for de tre sidste for at give plads til det vigtige: Mine nærmeste, mig selv og mine venner.

Det betyder også, at jeg ikke vil være så meget på de sociale medier fremover, som jeg længe har følt som en sulten fugleunge, der skal mades konstant. 

Så efter nytår sadler jeg om. Kursen er ikke helt sat – jeg ved kun, at kompasset peger mod  mere frihed. Kald mig gerne ‘Arne’ – med den forskel, at jeg betaler selv.

Og til min skønne veninder som fx. Hanne og Gitte….

.. Til BB

Til Sonia… og mine andre dejlige venner og veninder