Hej Line
Hvor bliver jeg rørt over din historie og den rejse du har været igennem.
Jeg tror, jeg bevæger mig på en sti der ligner din lige nu….
Jeg har svært ved at mærke mig selv, min krop og mit ellers normalt raske jeg, kommer aldrig helt ovenpå før den næste forkølelse sætter sig.
Jeg er træt helt ind i sjælen og prøver bare at komme igennem dagen.
På mit arbejde bliver der bare mere og mere travlt, vi rammes hele tiden af nye sygemeldinger og jeg tager ansvar og forsøger at klare lidt mere og lidt mere…..
Mine følelser svinger og nogle dage tænker jeg at jeg er ved at blive skør….
Måske jeg bliver nødt til at stoppe op, selvom jeg ved det er nemmere sagt end gjort….
Christina

Hej Line,
Mange tak fordi du sætter fokus på stress, som jeg selv er ramt af. Jeg har mærket efter i lang tid og har vidst i lang tid, at dette bare ikke holder i længden. Jeg har efterhånden mange symptomer; hovedpine, svimmelhed, for højt blodtryk, følelsen af at hjerneskallen er for lille til at rumme mine tanker, kort lunte, dårlig søvn mmm. Jeg har fortalt min leder, at jeg har fysiske symptomer, og jeg har forgæves forsøgt at få hende til at hjælpe mig med aflastning og med at få sat grænser for min arbejdsmængde og de forstyrrelser, der gør, at jeg på ingen måde har en chance for at følge med. Denne gang har jeg formuleret mig med en ret hård attitude, hvor jeg tidligere mere har appelleret til forståelse for, at jeg ikke ønsker, at mit arbejde skal gå ud over mit privatliv i den grad, det gør. At jeg ikke har lyst til at være den “sure kælling”, som jeg oplever mig selv at være blevet til. Det føles lidt som at have en teenager hjemme – der skal bare ganges op med nogle 100 stykker… Jeg har undervejs talt med min læge, som indtil nu har støttet mig i at holde fast i mit arbejde for i det mindste at have lidt struktur på det kaos, jeg er midt i. Jeg er hundeangst for at blive sygemeldt – jeg er så bange for, at alt så falder fuldstændig fra hinanden, og at jeg ikke magter andet end at trisse rundt i nattøj det meste af dagen og hverken få bad eller gjort de allermest nødvendige ting.
Samtidig har jeg en indre halsarrig stædighed, der på trods af alle de forhindringer, jeg møder til daglig, bare vil bevise, at dette her kan jeg. Hver morgen sætter jeg “autopiloten” på, sætter mig i bilen og bilder mig ind, at i dag, når jeg det, jeg mangler at nå. Efterhånden holder gnisten kun et par timer, så er jeg klar over, at dagen i dag bliver en af samme slags som de mange, mange foregående. Kaotisk, forstyrret, overbebyrdet, og en daglig gåen-hjem-følelse af, at jeg ikke fik gjort tilstrækkeligt, at jeg ikke blev færdig med noget som helst. Jeg bruger næsten dagligt flere timer på at læsse af til min mand, som er usandsynlig rummelig – jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis jeg ikke havde haft ham!
Jeg vil gerne spørge dig om forløbet fra den 10. marts til du var oppe igen – faldt det hele fra hinanden, da du blev sygemeldt – eller oplevede du en lettelse ved at give slip?
Endnu engang tak, fordi du sætter fokus – ikke bare på stressen, men også på behovet for åbenhed omkring stress.
Mange hilsner til en stærk kvinde fra en anden stærk kvinde.
Karen

Tak for dit indlæg i aftenshowet om stress. – Et emne der er så vigtigt at få åbenhed om. – Der er dog mange aspekter og mange aktører, der skal på banen for at få et udbytte, der kan være med til at stoppe denne folkesygdom, som har store menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger.

Et er de menneskelige omkostninger, – de fysisk og psykiske, – at skulle håndtere nederlag, at miste kontrol, skammen, smerterne, ensomheden mv. – Mange konsekvenser som man pludselig bliver kastet ud i at skulle bearbejde. – Erkende nødvendigheden af at skulle søge hjælp, når man plejer at være ”Super Karla”. – Hvilken hjælp….? for der er mange terapeuter og ”kloge Åger” der stå parat. Men de nærmeste, – familie, ægtefælle, venner og arbejdskollega som du måske mest har brug for hjælp fra, kan være den sværeste hjælp at få eller modtage, for de kan ikke forstå det kaos du bokser med, og måske ser du ikke rigtig syg ud!

Dette er nogle af de ting jeg blev ramt af, efter mange års kamp for et bedre arbejdsmiljø i et job der gav mening og som havde stort potentiale, men som alligevel blev ”saboteret” pga. dårlig ledelse og politiske omskiftligheder.
Jeg mærkede signalerne, men vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere dem. – Jeg kunne jo ikke bare melde mig syg, for jeg var jo ikke RIGTIG syg, selv om jeg ikke kunne sove, havde hjertebanken og uro i kroppen, hovedpine og diffuse smerter i kroppen, plager der mest plagede mig når jeg havde fri og skulle slappe af. – Så jeg bed tænderne sammen og holdt ud til jeg faldt i et stort sort hul. – Efter 4 måneder havde jeg kæmpet mig tilbage. – Jeg troede, at jeg havde lært lektien, forsøgte at passe på og sætte grænser i hverdagen, fulgte de mange gode råd. – Jobbeskrivelsen gav stadig mening og havde stort potentiale. – Men arbejdsmiljøet blev stadig ødelagt af dårlig ledelse og politiske omskiftligheder, desværre nok det, der i dag er en af årsagerne til, at så en stor del af stress rammer medarbejdere, ikke mindst i den offentlige sektor.- Min dagligdag blev som fluen i en flaske, der til sidst faldt ”død” om!

Stress har mange konsekvenser, for mig blev det til sygepension med diagnosen ”kronisk belastningssyndrom”! – Et liv, hvor jeg nu daglig, døjer med en krop i ubalance, en følelse af at have kronisk influenza, med smerter, træthed og koncentrationsbesvær, mv. Lever jeg et liv i slowmotion, kan jeg holde det ud, – ”Super Karla” har måtte erkende, at hun gik langt over stregen, og må i sit slowmotion tempo acceptere konsekvenserne og få det bedste ud af det liv der er tilbage.

Line, både du og jeg vil gerne råbe folk op, og fortælle, at de skal mærke efter, sige stop og sige fra mens tid er….. Men vi lyttede ikke selv, og måske er det ikke så nemt… – Kampen er jo ikke kun med en selv. – De færreste oplever en hverdag, hvor det rent praktisk og økonomisk er muligt at stoppe op i tide inden man må sygemeldes, hvad er alternativet så? – Kun de færreste har midler og ressourcer til at starte på en frisk. – Blive man arbejdsløs havner man i et nyt ”helvede” i velfærdstatens forsørgelsessikkerhedsnet ikke just et system der afhjælper stress! – Vores samfund, hvor godt det end er, er ikke gearet til at afhjælpe udviklingen af stress.

Staten vil gå bankerot, hvis stress blev anerkendt som en arbejdsskade, til trods for at arbejdspladsens arbejdsmiljø oftest har en stor andel i årsagen.

Samfundsøkonomisk koster stress kassen.

Det vil vel kun give mening, hvis man fik rystet posen og satte fokus på ÅRSAGEN, så forebyggelse kan få en central plads i samfundet. –Viden om dette er til rådighed.
Vi ”syge” kan gøre meget selv. Men hvis samfundet omkring os på alle planer, ikke mindst det politiske, ikke får en forståelse for ÅRSAGEN, samt at det kræver en helhedsorienteret indsats.
Så kan ønsket/kampen om at bekæmpe folkesygdommen stress blive spildte kræfter.