Jeg har snart fødselsdag og fylder 55. Jeg hører til den type kvinder, der elsker fødselsdag og ikke mindst gaver. Ønskesedlerne er som regel kilometerlange – også selv om jeg godt ved, at kun få af ønskerne rent faktisk bliver indfriet. Og efterspørgslen efter mine ønskesedler starter som regel tidligt i familien, så mine mødre kan komme i gang med gaveindkøb i god tid.

Min mor sagde forleden ”tænk, mit barn snart bliver 55 – det er ikke til at forstå”.  Vi grinede alle sammen over bemærkningen – for billedet af mig , mine drenges mor, en voksen kvinde, som et BARN er jo sjov. Men det er jo lige præcis det, vi alle er ”nogens barn” lige gyldig, hvor gamle vi er. Og nogle gange har man selv som voksen også bare brug for at mærke den omsorg, som kun en mor eller far kan give.

Og hvem tyr man til, når livets sko trykker, når man er blevet brændt af eller bare er usikker på en stor beslutning – hvis ikke ens bedste ven eller veninde, så er det MOR.

Jeg er så heldig, at jeg har to – min biologiske mor og min papmor. Og som jeg før har skrevet, betyder de lige meget. Min papmor skal i øvrigt være ”rigtig” mormor for første gang til december (hun vil ikke have jeg skriver sådan, for hun ER jo blevet bedstemor til mine drenge for mange år siden, men hun ved godt, hvad jeg mener). Og ja, jeg skal være moster for første gang – det er stort.

Vi var til kaffe hos min søster i weekenden og gik i en tur i skoven min ældste, hunden , bedste og jeg, mens min søster hvilede maven. Og på gåturen faldt snakken om, hvad en mor må sige, gøre og blande sig i, når ens egne børn får børn. Min søn sagde klogt: ”Bedste, du siger alt det rigtige, det er sværere at gøre det rigtige”. Og han har jo helt ret. For som mor kender man jo godt sin besøgstid, når ungerne bliver større og selv har en mening om livet og tingene, men den kan være svær at overholde. Og ligeså meget som de fleste af os elsker vores forældre, ligeså trætte og irriterede bliver vi over dem, når de netop blander sig i noget, UDEN vi har spurgt.

Mine drenge har også nået den alder, hvor min mening kun er ønsket og interessant, når de SELV beder om den. Og den overgang er jo svær, når man de første 15 år har været vant til at være et omvandrende orakel, der har de rette svar på alting.

Det har jeg så ikke mere – til gengæld vil mine børn være i mit hjerte ALTID hele livet, ligesom jeg er i min mors og min papmors, og så man tage de smæk, der følger med, når man ikke kan holde kæft med de gode råd.

For en gang mor altid mor.

PS: De dejlige mennesker på billedet er mine 2 drenge, min papmor og min mor.