Der var en dreng på min gamle folkeskole – Kulsvierskolen – i Hillerød. Vi kaldte ham Futte, fordi han altid futtede rundt som et lokomotiv på gangene i frikvartererne. Futte havde også noget med ure – og det sjoveste var at spørge ham: ”Futte, hvad er klokken?” For så knappede han resolut skjortemanchetten op ved venstre håndled, rullede op og satte uret helt op til øjet. Og så grinede vi. Det var kærlige drillerier – ikke nedladende grin eller mobning, bare drillerier som jeg husker.

Jeg kom til at tænke på historien forleden, fordi jeg ikke så tit går med ur, selvom jeg har et utal af ure. Så jeg spurgte min yngste søn: Hvad er klokken, skat ?

Rasmus, som han hedder, købte sig en kæmpe krydder af et Tommy Hilfiger ur, da vi var i New York sidste år. Super flot, let læseligt med visere, sekundvisere, dato og alt muligt lir. Så klokkeværket er, om jeg så må sige, i orden. – Det ved jeg ikke, svarede han undskyldende. Jeg har ikke lige min mobil fremme.

-Jamen du har da ur på, indvendte jeg og pegede på Hilfiger uret, der lyste op på håndleddet.

Han undlod at svare, som teenagere gør, når de synes, man er mega irriterende, så jeg sad og tyggede lidt på svaret og spurgte så: -Hvorfor skal du se klokken på mobilen, når du har ur på?

Han mumlede et eller andet, jeg ikke kunne høre. Og pludselig gik det op for mig, at uret var til pynt, fordi han har glemt, hvordan man læser klokken på en urskive. Han er jo et digitalt menneske, som de fleste andre unge, der har lært klokken på deres mobiler, ipads og digitale ure uden visere og runde talskiver.

Jeg fik simpelthen et grineflip. For tanken om uret, der mest sidder til pynt, var lidt sjov. Og JO, vi har øvet klokken i interaktive bøger. På store træure med flytbare visere fra Krea, da han var lille. Men den unge mand har altså glemt det, og skal tælle stregerne, for at regne ud, om klokken er 10, 20 eller 35 minutter over eller i noget. Og det tager jo ligesom lidt tid.

Jeg spurgte ham så, hvordan han forklarede andre, at han måtte tjekke mobilen, hvis nogen spørger, hvad klokken er. Og det hele var regnet ud: -Jamen, jeg har sat uret forkert mor, så det går slet ikke rigtigt !

Vi grinede hele vejen hjem i bilen over ur-gate. For man må godt grine med sin unger, når bare man ikke griner af dem. Nu tager vi snart i Ikea og køber et nyt ”øve-ur” – sønnen skal jo ligesom kunne klokken ! Husk lige at gemme Jeres.. Jer der stadig har mindre børn,