Jeg gik stolt med ham under armen henover Kongens Nytorv. En flot ung mand i sit stiveste puds. Klar til at indtage det Kongelige Teater for første gang i sit liv. Og for at opleve alt det kun virkeligheden kan levere!

Vi har været til premiere på Klokkeren fra Notre Dame på det Kongelige. Teatertruppen fra Fredericia Teater slog dørene op til vores gamle nationalteater med et brag af en forestilling. Jeg kommer ikke så tit i teatret. Og jeg har aldrig før haft mine børn med i det Kongelige Teater, så man kan sige, det var på tide. Da muligheden bød sig, var jeg derfor ikke i tvivl om, at min yngste og jeg skulle tilbringe vores Sankt Hans aften på den gamle scene. Og som det er, når man skal i teatret, så klæder man sig pænt på. Man går ud og spiser og gør i det hele taget lidt ekstra ud af det. 

Vi spiste derfor først på Bistro Royal, hvor vi kunne skimte det kongelige ud gennem vinduerne bag metrobyggeriets plankeværk på Krinsen. Og efter et sandt kødorgie tog vi turen arm i arm over torvet. Da børnene var mindre fik de aldrig lov til at komme med på den røde løber. Men nu hvor det er deres eget valg, om de vil, er det noget andet. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke NYDER at stå der med mit eget afkom. Så vi indtog sammen løberen og teatret. Og hvis man ikke har været i det kongelige før, så er det som et historisk vingesus, når man træder i det gamle skuespilhus.

Og min søns ansigtsudtryk og ydmyghed var det hele værd. For der er bare ting, som kun kan opleves i virkeligheden. Teater er en af dem. Vi sad på 7. række – og godt nok er der ikke sæder, der kan lænes tilbage, god benplads og holdere til vandflasken. Men der er højt til loftet, og den gamle scene emmer bare af historie. Og mens vi sad der og ventede på forestillingen faldt snakken på, hvad teater betød for folk i gamle dage. At det var deres Netflix, deres biograf, deres debat forum. På HC Andersens tid blev der hujet og råbt i teatret – nu er vi stille og andægtige og opfører os pænt.

Og hvordan var så Klokkeren fra Notre Dame ? Den var storslået – intet mindre. Den vildeste scenografi, der var bygget helt ud i salen, betød at man følte sig midt i det hele. Midt i Quasimodos Paris. Og publikum var helt integreret i scenografien, og sad på kirkebænke på scenen. Det var ubeskrivelig flot. Og det skal ses i virkeligheden!

2 timer fløj af sted med de dygtige musical skuespillere fra Fredericia. Det var indimellem svært at høre sangstemmerne, men det tilgav man, fordi fortællingen og totaloplevelsen var så flot. Og så er der bare noget universelt over Klokkeren fra Notre Dame. Hvad gør vi ved de anderledes og grimme ? Og heksejagten på zigøjnerne, der fik mig til at tænke på de mange romaer, som København lige nu kæmper for at slippe af med.

Hverken min søn eller jeg kan pifte – og det ærgrer jeg mig over sådan en aften. For der ville jeg gerne have piftet, det højeste jeg kunne, ligesom mange andre gjorde i det Kongelige. I stedet stod vi og klappede og trampede taktfast, da de 2 timer var slut.

Det er så meget kun virkeligheden kan levere. Teater, samvær og nærvær en én af dem.