Det skal kilde lidt i maven!

Det skal kildre lidt i maven

Jeg er ved at gøre mig klar til fredagens store oplevelse og opgave. Nu tænker I måske : Hvis det kildrer – er det så noget med en date… Og nej, det er det nu ikke. Det er Womens Board Award 2017 – og jo det skal kildre lidt i maven.

Det skal det, fordi cremen af dansk erhvervsliv er samlet – både mænd og kvinder. Og prikken over i’et er, at vores dygtige Kronprinsesse Mary igen i år skal overrække selve prisen. Hvis det skinner igennem, at jeg har et kongeligt hjerte, så er det ikke helt forkert.

Jeg er med-konferencier, og jeg glæder mig. Og selvom jeg har stået på næsten alverdens tv-scener for millioner af seere – ikke bare danske men over hele verden, så kildrer det alligevel i maven. Sommerfuglene basker lystigt rundt. For det er dybest set ligegyldigt, om der en, 100 eller 100 millioner mennesker, der ser på. Alle opgaver skal løses med respekt, grundighed og værdighed, og det skal denne også.

Når jeg medietræner ledere, tv-folk og andre mennesker, som optræder i det offentlige rum, så plejer jeg at sige, at sommerfuglene og det, at det kildrer i maven, er en garanti for, at man er klar. Ligesom 100 meter løberen i startklodserne og som ishockeyspilleren ved face off.

At være klar betyder, at man har forberedt sig optimalt. At man ved, hvad man vil sige. At man har styr på tøjet og kommer i god tid. Kun det uventede kan overraske, og det er nemmere at overskue og improvisere, når det andet er på plads.

Mht tøjet har jeg haft krise. Jeg lagde faktisk en update ud på FB for at låne en passende royal beklædning. Alle sagde ”kig i skabet”. Og det gjorde jeg. Men trods 5 håndplukkede nydelige outfits måtte jeg kaste håndklædet i ringen. Det passede bare ikke rigtig til dagen og konteksten. Så var det for kort, slidsen for høj, udskæringen for dyb eller bare for festligt eller sommerligt.

Jeg kørte i sidste øjeblik ned til en veninde, der har en lille designbutik i Kgs. Lyngby. Og fik jeg lov til at låne det skønne sæt, som I ser på billedet. Tak Helle, Anette og Lanugo.

Og hvorfor betyder det så noget ? Som jeg skrev i sidste uge, så betyder det noget at være klædt på til lejligheden. Både for opgavens og for min egen skyld. Det giver ro og sikkerhed, når man føler sig ordentligt klædt på. Og jeg er stadig ’mig’.

Nu vil jeg se kronprinsessen og Danmarks top bestyrelses kvinder i øjnene. Og dem skal vi i øvrigt have mange flere af !

Rigtig god weekend.

 

 

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

5 kommentarer

  • Line Traugott

    27/01/2017 at 14:51

    Hej Line
    Held og lykke med iaften. Du gør det så fantastisk,- og lanugo er virkelig et helt specielt hjertevarmt sted. Så kvindelige lederskab træder i karakter og det kommer mere og mere. 💃🏻💗

    Ses til sommer forhåbentlig ved Lines Cafe
    Line🌸

    Svar
  • Inge Bay Jørgensen

    27/01/2017 at 11:16

    Hej Line.
    Held og lykke i aften, du kommer som altid til at se brand godt ud. Får vi det at se på tv?.
    Jeg nyder at læse din blog, for den er dejlig kortfattet og let læselig, og du kommer ud med dit budskab. Tak for det.
    Hilsen Inge.

    Svar

Skriv et svar