Jeg elsker at gå og nusse i min have. Nippe visne blomster, støvsuge bede for ukrudt, plukke brombær og bare NYDE haven og lytte til fuglene – hvis altså jeg kunne. Det lyder nemlig, som om jeg bor på en legeplads eller en byggeplads. Og idag slog det mig: Sig mig – er jeg blevet en sur gammel dame?

Fredfyldt ser det ud !

Det har været en af de sjældne søndage, hvor solen har bagt fra en skyfri himmel. Sådan en dag hvor alle er i haven, hvor alt hvad den kan trække af have-, bore og slibemaskiner bliver luftet. Sådan en dag, hvor alle nabolagets skønne unger bliver sendt ud i haven langt væk fra playstations og Ipads. Og det er jo egentlig helt vidunderligt.

Min have er mit ‘helle’, hvor jeg holder fri for mobiler, radioens kække baggrundsstøj og nysgerrige blikke. Her kan jeg nyde årstiderne, duftene og fuglene, der synger…. Hvis det ikke lige var for den ufattelige larm der er fra råbende unger og havemaskiner, der kører fra tidlig morgen og dagen lang.

Der strikkes med ørepropper!

Nu kan jeg jo sådan set godt lide børn. I rimelige mængder og decibel. Og jeg har selv haft 2 ret aktive drenge, der sikkert har bidraget med pæne mængder decibel. Og vi har også haft ældre naboer, der til tider blev trætte i ørerne af skrål fra trampolinen (som vi sagde endeligt farvel til tidligere i år) og dunk fra fodbolde mod garageporten. Nu er jeg så selv blevet en af der de “ældre naboer”, der nyder havens ro. Problemet er blot, at nogle af børnene her omkring råber – de taler ikke. De råber oven i købet rigtig grimt, skælder ud og bliver endnu mere råbende, når de ikke får deres vilje, eller mor og far ikke lige har tid, fordi det er fridag, og der skal ordnes vinduer, hus eller have.

Jeg var tæt på i dag at give tilbage af samme skuffe og råbe: ” SÅ HOLD DOG KÆFT”. For hvor meget er det i orden at larme ? Og skal man som naboer være tvangsindlagt til hinandens skænderier på første parket ? Eller ungernes larmende leg for den sags skyld?

Mon Morten Korch rosen kan høre?

Min pointe er: Vi skal vel alle have lov at være her. Både børnefamilier, pensionister og midaldrende par og singler. Min gamle mor tog for nylig tyren ved hornene, der hvor hun bor. Engang var det et stille sølvbryllupskvarter. Nu er børnefamilierne flyttet ind – og det giver jo liv og glade dage. ”Så meget, så jeg ikke engang kan læse min avis” klagede hun forleden. Derfor gik hun hen til genboen for pænt  (ifølge hende selv!) at bede børnene om at dæmpe sig lidt. Der var 8 af slagsen i trampolinen.

Faren kom farende og sendte min mor på porten : ”Du er ikke velkommen her på matriklen. Vil du venligst gå.”

Min dejlige knap så stille morgenkrog

Er det virkelig ok ? Jeg tænker nemlig, at den adfærd, vi tillader hjemme, følger med, der hvor vi sender vores børn hen: I børnehaven, i skolen eller SFO’en. Så hvis man må råbe, skrige og larme uden hensyn til omgivelserne derhjemme, så må man jo også, når man er ude.

Tænk hvis man kunne blive enige om eftermiddags siesta i alle nabolag, hvor alle bare slukkede maskinerne, satte sig med en bog eller avisen, småsnakkede eller bare slappede af på en søndag.

Måske er det bare mig, der er blevet en småsur gammel dame !