Roskilde for voksne!

Roskilde for voksne!

Jeg bliver aldrig den store festival haj. Det indrømmer jeg blankt. Men jeg elsker en fest – og traditionen tro har jeg været på Roskilde Festival. Ikke sådan hardcore med telt, soveposer og 5 dages tømmermænd. Nej; Roskilde for voksne!

Roskilde for voksne!

Blev lige interviewet af Hans Pilgaard!

Det er blevet en tradition, at min veninde og jeg indtager festivalen sammen med Røde Kors Klub 100. Det er en klub, hvor 10 kendte danskere hvert år skal få penge til at yngle for sagen. I år indsamlede de over 5 millioner kroner. Ret flot ! Men det var også skarpe navne, der var med fra Julie Zangenberg til Mads og Mikkel Kornerup – dem med Shambala Jewells.

Jeg var med det første kuld for snart mange år siden, jeg husker ikke, hvad vi samlede ind, men vi bestod af Flemming Østergaard, Sort Sol, Arne Nilsson og mange andre. Og nogle af os dukker troligt op til festen hvert år, fordi det er en konge fest, og en ret hyggelig måde at netværke på, hvad enten det er i kjole og sandaler eller som sidste år i gummistøvler og regntøj!

Men jeg bliver aldrig skarp på støv, mudder, regn eller fælles tisning på klamme toiletter. Og jeg indrømmer blankt, at jeg er en luksus festivaltøs, der hellere bliver i VIP området, hvor drikkevarerne er lige ved hånden, og toiletterne er knap så klamme.

I år udviklede sig anderledes end de foregående år! Solen bagte ned fra en skyfri himmel. – som altid havde vi begge tøjkrise – for hvordan klæder man sig på til 12 timers fest, der starter i overskyet vejr hjemmefra og med udsigt til sol og måske 23-24 grader? Det er som om, min hjerne ikke er gearet til den slags beslutninger, selvom sommeren har været ret konstant efterhånden de sidste par måneder. Og som min veninde tørt konstaterede: – Det er fedt at være i tøjbranchen og alligevel aldrig vide, hvad man skal ta’ på!

Roskilde for voksne!

Man ser ikke skarp ud, når man skråler med !

Roskilde 2018 udviklede sig også anderledes, fordi vi rent faktisk kom til at høre en del musik ! De tidligere år har vi mest hængt ud i VIP-området, men det gode vejr og stemningen trak folk ud på festivalpladsen også alle VIP’erne.

Og jeg sir’ bare : Man sku IKKE være en sippe med støv i år. For det var overalt! Vi troede på et tidspunkt, at vi gik på et hovedstrøg i Beijing eller Tokyo – folk gik med masker eller bandanas for munden. Jeg ville ønske, jeg selv havde haft en med. Jeg har stadig grå bussemænd her 2 dage efter – ja, undskyld min ærlighed!

Hvad så vi så ? Ja, men udover en masse kendisser fra skuespillere, ministre, iværksættere, tv-kolleger og en enkelt hjemvendt VM-spiller, så lagde vi vejen for Arena og hørte Alex Vargas…. Det var godt, rigtig godt. Han har altså noget, blev vi enige om. Han har en international lyd, som de færreste danske musikere kan matche. Vi nåede også lidt jamaicanske rytmer på Orange Scene inden middagen. Den bestod af tag-selv-lækkerier i selskab med de mange tidligere og nuværende Klub 100 folk. Jeg havde Kagekone Marianne Stagetorn til bords – og nej jeg har dælme ingen billeder. Vi glemte simpeltehen at tage nogle!

Det store musikalske hit fredag aften var Minds of 99, som lagde Orange Scene ned. Jeg kendte dem ikke særlig godt – men på en eller anden mystisk vis kan man altid skråle med på et omkvæd eller to. Og på  næsten ligeså mystisk vis lykkedes det os som sagt nærmest ikke at tage nogle billeder, der viser stemningen, festen og de mange mennesker, vi mødte! Next time, baby!

Klokken 24 takkede vi af for denne gang. Som en anden Askepot-helt stod min venindes mand parat med kareten – klar til at køre VIP-tøserne sikkert hjem! Tak for denne gang Roskilde.

Roskilde for voksne!

Tid til at gå hjem !

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

En kommentar

  • Henrik V Blunck

    09/07/2018 at 08:28

    Jeg må give dig fuldkommen ret. Jeg bliver heller aldrig festival-hooked. Jeg var der i 1996 (som 23-årig), og jeg har ikke været der siden – og jeg planlægger heller ikke at komme det. HVIS jeg nogensinde kommer på dyrskuepladsen igen bliver det til kræmmermarked eller hvis der kommer noget à la veterantræf med biler.
    Jeg indrømmer, at jeg nød Dizzy Mizz Lizzy, der åbnede festivalen i 1996, men ellers har jeg det ligesom dig. Jeg vil nu hellere nyde musik på et godt surround-anlæg i godt selskab end stå i stanken fra fælles p*ssoir…
    Dog vil jeg rose dette års festival for deres forsøg på at gøre mere for oprydningen efter festivalen, men kan ikke forene mig med, at voksne mennesker roder som om de boede i et slumkvarter i de tre-fire dage festivalen varer. Det måtte være bedre om man løbende holdt sit affald i en sort sæk, så man kan bevæge sig rundt på bare fusser uden de bliver smurt ind i alt fra remoulade til resterne af naboens brugte kondomer.
    Undskyld mit malende sprog, men dét vinder ingen point her. Dog rart at læse I hyggede, og stor tommel-op for det gode formål. 🙂

    Svar

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her