Nu er der ingen vej tilbage!

Nu er der ingen vej tilbage!

Det er søndag morgen, og jeg har lige sendt min ældste søn ud ad døren på arbejde. Mit vigtigste job i livet er og har uden tvivl været at sende mine børn godt afsted til alt, de skal og har skullet i livet. Det handler om det dejlige moderskab.  Men lige om lidt er det slut med den store. Nu er der ingen vej tilbage!

Nu er der ingen vej tilbage!

Ny og fin

I morgen fylder min Emil 22 år. Jeg husker, som var det i går, hvordan han kom til verden på en hed sommerdag, 3 uger før han egentlig skulle. Og som alle andre mødre og fædre har jeg den mest vidunderlige film, der passerer revy med alle de store og små øjeblikke i mine børns liv. Hvis jeg på nogen måde skal beskrive, hvad lykke er. Så må det være den følelse af taknemmelighed, kærlighed, varme og smil, som bare breder sig fra mit moderhjerte og helt op i mundvigene.

Og hvorfor er der så ingen vej tilbage? Fordi min ældste efter lang tids søgen har fundet en lejlighed og flytter hjemmefra lige om lidt. Og denne gang tvivler jeg på, at han kommer tilbage, som han gjorde sidste gang .

Jeg er så glad på hans vegne, men indeni min krop er der ærligt talt kaos. Nu skal navlestrengen til ham for alvor kappes. Her bliver tomt, for selvom vi lever hvert vores liv, så dropper han jo ind flere gange om dagen. Jeg ved, hvordan han har det, hvad han laver, og verden bliver vendt ved middagsbordet, eller når vi sidder og arbejder overfor hinanden her i mit hjemmekontor.

Nu er der ingen vej tilbage!

Stor og glad og sjov i træningscentret med mor

Jeg mødte en dygtig politiker forleden, som selv har 2 store børn, der er flyttet hjemmefra. Hun sagde: Du kan lige så godt regne med, at du får en depression! Det er hårdt at sige ’farvel’.

Og det ved jeg godt. For det handler jo ikke kun om, at den lille pode, som jeg skiftede ble på, kørte til sport og skole og lavede madpakker til med hjerter og små rosinpakker, og som jeg stadig laver livretter til på bestilling, nu flytter. Det handler om, at jeg skal til at genopfinde mig selv i rollen som mor, som jeg også har skrevet om tidligere . Og så handler det om at leve sit EGET liv igen og finde glæde i, at jeg igen må gøre næsten, som det passer mig. Når det passer mig, og med hvem det passer mig.

Jeg var så kæk, at jeg spurgte ham, da kontrakten var underskrevet: Nå, men jeg ser dig vel engang imellem ? Og med  sin sædvanlige sorte humor svarede han: -Nej, det skal du ikke regne med! Jeg replicerede: -Jamen, du kommer vel, når du skal ha’ vasket tøj? Hvortil han svarede: -Næ, vi har både vaskemaskine og tørretumbler. Men du er da velkommen til at komme og fylde køleskabet op en gang imellem !

Nu er der ingen vej tilbage!

En dygtig ‘kollega’ på job i Afrika

Og sådan blev mor altså sat på plads.

Og det er jo hele kernen i det hele. De kan, vil og skal klare sig selv. Målet med at få børn er jo, at vi opdrager dem til at blive selvstændige individer, der kan klare sig selv. Måske skal vi bare lære at se på vores moderskab som et etapeløb.

De første bjergetaper er slut med op- og nedture, store og små problemer, Nu kommer der nogle år på de lange flade etaper, inden det måske går løs igen med børnebørn og nye opgaver.

Heldigvis har jeg min dejlige yngste søn på 17 lidt endnu. Han får nu huset, køleskabet, remoten, mor og hunden helt for sig selv. Men vi er begge enige om, at det bliver lidt tomt.

Til min ældste vil jeg bare sige: Tak fordi du boede hjemme til du blev 22. Din mor har NYDT det – selvom jeg også har brokket mig overalt fra nullermænd på dit værelse til madrester i køkkenvasken.

Hvordan har I haft det med at sige “farvel” til Jeres unger ?

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

26 kommentarer

  • Charlotte Nielsen

    24/06/2018 at 11:21

    For 6 år siden flyttede min datter hjem til hendes far, og det gav en stilhed i huset. Min søn og jeg fandt en anden rytme i vores tosomhed fremfor “tre-somheden” som vi havde haft i 16 år sammen med min datter.
    Nu er min søn også fløjet fra reden og jeg står tilbage i en rede, der pludselig føles gabende tom. En ny stilhed har sænket sig i stuen …den er lige nu lidt skræmmende da mit liv i 22 år har drejet sig om mit liv som mor.
    Nu starter et nyt kapitel i vores liv og der er ingen tvivl om at både min datter og min søn kan klare sig ude i verden og jeg er så stolt. Dog er jeg for første gang i 20 år alene og puha, lidt skræmmende

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      24/06/2018 at 11:22

      Nøj, Charlotte hvor jeg forstår dig….
      Men hvordan kan vi forberede os ? Hvilke gode råd kan vi give til andre mødre ?

      KH
      Line

      Svar
  • Lone

    24/06/2018 at 12:00

    Kære Line.
    Åh, som jeg forstår og genkender. Det er nu 6 år siden min yngste for alvor flyttede hjemmefra.
    Jeg må sige, det er ingen gode råd at give. Det er hårdt. En æra er slut og, ja, man vænner sig til det og alderen gør også, at man fungerer bedst, når man har huset for sig selv. Det er VIDUNDERLIGT, mår mine 3 med kærester og et par småbørn kommer hjem, men det er også og, når de tager afsted. Jeg kan godt fælde en tåre, når jeg vinker farvel, men det er mest af taknemmelighed over at have 3 så skønne, dygtige opmærksomme og selvkørende børn.
    Livet går videre. Nye muligheder opstår og det at man har mere egen tid gør, at man kan tillade sig at gribe boldene og udnytte de masser af muligheder, der jo er.
    Det skal nok blive godt, også når yngstemanden flytter, for du bliver så pissestolt over dine dygtige drenge. For tænk, hvis de nu var nogle stakkels poder der blev hængende derhjemme og kunne funde ud af livet. . Det ønsker ingen jo for sine elskede børn.
    Kærligst Lone

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      24/06/2018 at 12:02

      Kære Lone.

      Tak fir er livsbekræftende svar – selvom der som du skriver ikke er så mange råd at give.

      Kærlig hilsen Line

      Svar
  • Henrik V Blunck

    24/06/2018 at 12:57

    Nu er det lidt anderledes for mig, da alle 3 (en datter og to sønner) bor sammen med deres mor. Jeg er dog helt overbevist om, at det bliver svært for deres mor når den sidste (som fyldte 13 i april) flytter hjemmefra. Det har hun da også erkendt, da vi på et tidspunkt talte sammen i anden forbindelse…

    Men du har fuldkommen ret, Line. Børn er kun til låns – og i det store perspektiv er det rart at se, de bliver større. Sådan har jeg det i hvert fald med mine niecer og min nevø. 🙂

    Svar
  • Camilla Arp

    24/06/2018 at 14:51

    Hej Line, ja det er en hård tid, men nyd også tosomheden med den yngste, for der vil altid være en anden dynamik, når børnene er adskilte.
    Min ældste flyttede hjemmefra og til København for 6 år siden (3 timer i bil væk fra mig), og der blev meget tomt. Men vi fik også nogle andre meget dyrebare øjeblikke, når jeg besøgte hende, og i en periode kom jeg der meget jævnligt på grund af videreuddannelse. Så sov hun i ske med mig både hos hende, på hotelværelset eller når hun kom hjem. De øjeblikke nyder jeg, for de er ofte fyldt med dybe snakke, masser af kram og endnu mere grin.
    Den yngste flyttede så også til København sidste år, og så blev det for alvor tomt. I de 5 år vi har været selv, er vi blevet supertætte, ind imellem uigennemtrængelig for den store, men også forbundet af et helt særligt bånd.
    Jeg har skulle genopfinde mig selv; hvem er jeg, hvad kan jeg li’ at lave i min fritid, hvor vil jeg hen med min fremtid både på jobs og på sigt med min bopæl? Store spørgsmål som jeg har oceaner af tid til at finde svar på, for nu behøver jeg ikke tænke på aftensmad af den store slags, vaskebunken er minimal og nullermændende kan vente.
    Som en god veninde sagde sidste år: “Hvad gjorde dig glad at bruge din fritid på, da du var ung og fri?” Det tænkte jeg ikke længe over, og fandt frem til at jeg skulle påbegynde at sejle i sejlklub. Det gør mig så glad, når jeg sidder der ude på vandet og lade alle arbejdsdagens udfordringer forsvinde med den store vind.
    Så til alle jer, der bliver forladt af jeres børn. Find ind til en hobby, som tidligere gjorde dig glad, men som du af en eller grund har måtte lægge på hylden.
    God vind derude ❤️
    Camilla

    Svar
  • Marlene

    24/06/2018 at 15:51

    Når folk siger til mig “sådan er det jo med børn”, så kan jeg godt få en mærkelig følelse. Jeg synes ikke vi på nogen måde må underkende hvor svært det er, og hvor fedt du siger det højt 🙂 Jeg synes det er lidt tabuemne og sige det er mega svært. Jeg har også en søn på 17 år, der jo er på vej ud i livets udfordringer, men har samtidig en søn der er meget nærværende når vi endelig er sammen. Han er skilsmissebarn og jeg har givet meget af mit liv til ham da vi blev skilt. Vi har et meget tæt forhold og derfor synes jeg det er mega hårdt med udviklingen han er i. Jeg ved godt at det er naturligt og det sker og jeg er jo heller ikke dum 😉 men ja det er pisse svært 😍😍 er det ikke bare kærlighed? ❤️

    Svar
  • Anette

    24/06/2018 at 15:56

    Kære Line, hvor er det skønt at følge dig og hvor er det et fantastisk emne at tage op – tusind tak for dig! Mine 2 drenge er nu hhv 27 og 29 år. Da den yngste søn flyttede hjemmefra, var det et kæmpe savn og et stort tomt hul, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med. Han havde været igennem en hård ulykke som 17 årig, og havde brug for min hjælp 100% de første 3 måneder efter. Vi kom til at knytte et sjældent bånd, som selvfølgelig fulgte mig og fyldte mig, da han flyttede hjemmefra endeligt, efter et par forsøg. Det der skete i tiden efter var, at min mand og jeg flyttede i vores sommerhus et par uger, lige efter, at han var flytter hjemmefra. Det betød uendeligt meget, da tomheden i vores hjem, blev til dejlige uger i sommerhuset. På den måde kom jeg også overens med tanken om, at vi nu var selv og bare os to igen. Ny nyder jeg, at begge drenge nu er kommet godt på vej, jeg er blevet farmor for 3 år siden, og det er noget helt fantastisk og anderledes ♥️ Et lille popfest mig og knus til dig Line 🤗

    Svar
  • Else Jansen

    24/06/2018 at 16:05

    Uhhh jeg er selv i samme båd. Vores den ældste på 21 flytter hjemmefra til august og sammen med sin søde kæreste. Det bliver mega tomt, ikke mindst efter, at kæresten har boet her hos os nogle mdr. Men …jeg er som mor også stolt over at se, hvordan han klarer sig. Sidste år studentereksamen, det sidste år brugt på sabbat med job, hvor han er en af de foretrukne til at få timer. Og han har et mål med sit liv omkring uddannelse osv. Og ham og kæresten får også vaskemaskine 😉, men som han siger: mor, når vi har travlt, vil vi gerne spise hjemme, og lur mig, de får nok ofte travlt 😂😂.

    Svar
  • Janne

    24/06/2018 at 17:20

    Du er simpelthen så sød Line 🙂 Med moderhjertet på rette sted.
    Jeg sender min ældste på efterskole til august. Det er lidt som han flytter hjemmefra, og jeg tror ikke vi får set meget til ham det år han er afsted. Men godt for ham, han glæder sig helt vildt. Vi kommer til at savne ham, og det er nok en anden “dreng” vi får hjem.
    Men vi har stadig 2 “små” herhjemme så jeg skal endnu ikke vænne mig til at der ikke er børn i huset.
    God søndag 🙂

    Svar
  • Else Marie Høgh

    24/06/2018 at 18:07

    Hej Line,
    Super godt indlæg.
    Jeg har en voksen søn på 26 som flyttede hjemmefra for 4 år siden på kollegie og bor i dag i Vestjylland på hans drømme ejendom sammen med kæresten.
    Der blev bare så stille, da han flyttede. Ikke fordi han skulle side hjemme hos mig – blot lige sparke døren ind en gang i mellem.
    Skønt han trives, men som mor – ja så forsvinder savnet aldrig helt. Det lige at være noget for ham – følge ham ❤️ Dejligt vi har nogle skønne guldklumper 😊

    Svar
  • Pernille Schacht

    24/06/2018 at 18:29

    Kære Line
    Åh Ja, sidste sommer blev min datter student, tog derefter på Roskilde Festival og flyttede alt sit gode habengut fra sit værelse til hus på Amager. Alt sammen på 3 uger – bum, tag Den mor! Og den tog jeg så, først lidt sammenbidt og forknyt og med bævende underlæbe og lidt flere sms’ er end godt var med beskeden : Hvornår kommer du hjem igen?
    Efter et par uger læste jeg godnathistorie for hendes bror ” Rapunzel”, som jo blandt andet er fortællingen om de dårlige forældre, en vattet far og en dominerende mor, der ikke er ordentlige i deres forældrerolle. Som med alle midler fratager deres datter muligheden for at blive sig selv, dumme sig, gå med de forkerte drenge hjem og lære af Det, og vokse i det. Særligt folkeeventyrerne er rige på den slags forældre, der ikke giver slip.
    Det hjalp mig at læse blandt andet disse fortællinger…for sådan vil jeg ikke være som forælder. Og mærker jeg savnet og ønsket om hun ikke snart dukker op, så hjælper det mig at tænke på de oldgamle fortællinger. Og glædes i stedet over, at hun har et travlt liv med 2 jobs og et stort net af venner og gode kammerater.
    Kærlige hilsner Pernille

    Svar
    • Mette Rosendahl

      12/07/2018 at 18:15

      Godt at læse, Pernille. Det lyder som om du også er ramt af det som jeg kalder “virkeligheden”, som kan være lyserød i mange nuancer. De unge i dag flytter hjemmefra i alle mulige aldre og på alle mulige måder. De skal ha’ lov at rejse hjemmefra, selvom deres liv ikke er lagt på skinner endnu . Vi skal huske hvordan vi selv var i samme alder.

      Svar
  • Mormormedstiletter

    24/06/2018 at 21:37

    Uha – jeg kan ligeså godt breake det for dig med det samme, Line!
    Du holder aldrig op med at savne den tid, hvor dine børn boede hjemme og hvor du kunne tage dig af dem, hygge med dem og følge deres liv helt tæt på.
    Selvom mine piger bor lige i nærheden SAVNER jeg stadig den tid , hvor vi alle boede under samme tag og nu er der endda børnebørn, så jeg skulle da ellers mene at de nok kan tage vare på sig selv😉
    Jeg elsker at være sammen med mine piger og børnebørn og ville ønske at vi stadig kunne bo sammen og være en indfiltret del af hinandens liv – meget mere end vi er – jeg bliver aldrig træt af at tale med dem, hygge med dem, hjælpe dem, få hjælp af dem, dele tanker og oplevelser med dem og få del i deres😊
    Man kan ikke forberede sig på livet efter børnene flytter ud, men man kan aftale med sig selv, at man ikke vil blive trist og sørge for at have andre ting at tage sig til sideløbende med at de vokser til og gør sig klar til at flyve fra reden….

    Svar
  • Birte Poulsen

    24/06/2018 at 21:46

    Er jeg den eneste der ikke synes det er forfærdeligt at ens barn flytter hjemmefra? Jeg har 3 børn som alle er flytter hjemmefra. Og hver gang har jeg følt en stolthed og glæde ved at kunne sende et barn ud i verden som kan klare sig selv! Tænk hvis dit barn ikke kunne klare sig selv og blev boende hjemme hos dig til han/hun var 30? Nej, jeg har nydt det hver eneste gang. Været glad og stolt over at have opfostret et ungt menneske som har lyst til at kaste sig ud i livet på egen hånd og ikke mere er afhængig af mig! Samtidig har jeg og min mand fået ungdommens frihed tilbage og er fri for skole/hjem samtaler og alt det der.! Vi nyder det i den grad! Det er SÅ dejligt at se at de kan klare sig selv og er
    blevet til ansvarsfulde voksne mennesker! Og samtidig at kunne slippe ansvaret! Nu har jeg gjort hvad jeg kunne…. Nu er det op til dem at videreføre hvad jeg har lært dem! NYDER at se at de klarer sig selv og NYDER den frihed min mand og jeg nu har til at gøre præcis som vi lyster……

    Svar
  • Bolette

    25/06/2018 at 08:10

    En næsten depression husker jeg, da min søn flyttede hjemmefra for 2 år siden. I går sendte jeg ham så afsted til det store udland til et sommerferie job I 8 uger – og græd igen! Jeg ved at det bliver godt for ham, men hårdt er det at ikke at kunne snuppe et dagligt knus når de flytter og nu kommer jeg I kramme underskud til September!! Har advaret hans lillebror, om at det bliver ham der må finde sig I ekstra mange

    Svar
  • Bettina

    25/06/2018 at 20:26

    Hej Line
    Dit indlæg rammer lige de tanker jeg går med for tiden. Ikke fordi jeg selv er helt så langt, da mine drenge “kun” er hhv. 13 og 16 år. Men ham på 16 år rejser 1 år på High School til august, og selvom jeg glæder mig sådan på hans vegne, så er det begyndt at ramme mig, at jeg skal undvære ham et helt år, pyhhh 😔 På den anden side glæder jeg mig også til “bare” at have lillebror hjemme, som nu skal prøve at være enebarn et stykke tid.
    Men ja, vi har dem jo kun til låns, de børn – og nu kan jeg så øve mig i at give slip, men heldigvis kommer han forhåbenligt hjem og bor nogle herhjemme igen.
    Held og lykke – er sikker på det bliver hårdt, men også dejligt og livsbekræftende at give slip og se at de sagtens selv kan finde ud af det selv.

    Svar
  • Trine Schøn Nielsen

    25/06/2018 at 20:53

    Kære Line
    Åh hvor jeg kender det… ens vigtigste job som mor og så står man der med 24 timer ekstra i døgnet. Sådan føles det.
    Jeg synes efterskoleåret var en god prøve for mig- men jeg har brugt rigtig lang tid på at finde en ny rytme og tænke over, hvad jeg vil.
    Nu er jeg i et menighedsråd og jeg skal være besøgsven for en ældre dame, jeg træner mere, er med i en bogklub en gang om måneden og så har jeg stor glæde af min hund……
    jeg nyder på den ene side friheden og det ikke st skulle lave mad og komme hjem til andres rod og samtidig hader jeg stilheden og følelsen af at der ikke er brug for mig. Hvilket jo er skørt for de har stadig brug for en. Vi brugte tre hele weekender på at sætte lejlighed i stand- og der var hans taknemmelighed stor❣️ Jeg synes vi har nogle gode snakke når vi ses/ taler sammen, vi sender mange snaps så man lige er i kontakt- og det er jo (desværre) sådan, at al den stolthed og kærlighed mit moderhjerte er fyldt med over hvor sej og selvstændig og velfungerende han er- også er årsagen til at han er flyttet.
    Rådet må være at holde en kontakt som begge kan være i og fylde sin egen tid ud med stjernestunder og egen omsorg.
    Kærligst Trine

    Svar
  • Lisbeth Hansen

    25/06/2018 at 21:00

    Kære Line!
    Jeg kan SÅ godt følge dig … Jeg står stadig midt i det , da det kun er 3 uger siden vores søn på 20 år flyttede hjemmefra – og han var den sidste!!
    Jeg savner ham hver dag, selvom han i perioder ikke var ret meget hjemme, men nu hvor han er flyttet fra Fyn til Sjælland vil der jo gå uger imellem at vi ser ham. Og jeg savner ham, fordi jeg nød hans selskab så vanvittig meget.
    Det er da bare så underligt, at den epoke er slut og værelset er tomt!!
    Men det er jo naturens vej og det er sådan det skal være .. vi har gjort hvad vi kan og nu skal de ud og stå på egne ben og jeg er da i den grad stolt af ham, da han er meget selvstændig og klarer sig godt.
    Tak for en god blog!
    De bedste hilsner
    Lisbeth Hansen

    Svar
  • Susanne Andersen

    26/06/2018 at 19:24

    Hej Line
    Ja det er en omvæltning, men da min ældste flyttede, oplevede jeg, at der på mange måder blev mere plads til den yngste, og vi kom endnu tættere på hinanden. Da han så flyttede, blev der mere tomt, men jeg flyttede samtidig til noget nyt og mindre i en anden by (tættere på begge drenge), så der skete meget for mig selv. Nu rejser den ældste så rundt i Asien i et år el to, og den yngste skal også afsted til august (dog kun i et semester). DET er til gengæld lidt underligt for mig, at de begge er ude af landet i så lang tid. Gudskelov for internet, mobiltelefoner😃 etc. Og så glæder jeg mig til at tage ud og besøge den yngste til efteråret og se en anden del af verden. At man “bliver sat på plads” er nok bare et tegn på, at vi har gjort vores job godt nok😉og har ladet vores børn blive voksne. Og så kan man jo altid invitere på middag med yndlingsretterne. Det siger en studerende sjældent nej til😆. Held og lykke med den voksende frihed.

    Svar
  • Sussie mielsen

    26/06/2018 at 20:56

    Min yngste bor stadig hjemme. Nikolai, som han hedder, er 25. Jeg har længe sagt til ham at han skal blive hjemme til han er 30 – på et tidspunkt ændrede jeg det til 40 år.
    Jeg havde oprindeligt 4 dejlige drenge. Drnældsye døde da han var 32. Ham savner jeg rigtig meget. De andre to savner jeg også, men jeg kan løfte røret og høre deres milde røst og følge med i deres liv. Og har de det godt, ja så har jeg det også godt, selvom jeg savnet at kunne kramme dem og se dem.
    Nikolai, ser jeg ikke lidt meget til. Han sidder i sin hule (værelset) når han er hjemme. Men jeg kan høre ham, lugte ham, mærke ham – og det kommer jeg til at savne så meget. I dag kom han en time senere hjem end han plejer, straks blev jeg bange og forestillede mig det værste, at nu kom politiet snart og ringede på. Jeg kan jo ikke ringe til ham hver gang han er forsinket. Men jeg er tæt på😊 jeg stod og talte med min søde nabo, da han endelig kom hjem. Og min nabo børn er alle fløjet fra reden. Og som hun sagde, sådan havde jeg det også engang. Så måske er det ikke kun Nikolai det får sin frihed, måske er det også det jeg gør. Men indtil videre frygter jeg for at få min frihed.

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      26/06/2018 at 21:17

      Uhhh et fint og tankevækkende brev.

      Jeg kender så godt følelsen af nervøsitet, når de ikke kommer hjem ‘til tiden’…. man venter og våger og forestiller sig tusind skræk scenarier.

      Så ja måske du har ret – set slipper man for.

      Kh Line

      Svar
  • Tina

    27/06/2018 at 12:30

    Hej Line 😊
    Puha som jeg genkender det … min mand og jeg var kærester i 3-4 uger, da jeg blev gravid med vores søn, og vores liv sammen har derfor fra begyndelsen handlet meget om børn, madpakker, kærlighed, køren frem og tilbage osv osv.
    Vores søn har nu købt et hus, og flytter hjemmefra efter ferien, og hvad der er lige så slemt eller næsten værre for mor-hjertet så starter vires datter på efterskole midt i august …. jeg er selvfølgelig super super glad på begges vegne, og især Nikoline på 16 glæder sig som en vild til sit ophold på efterskolen …. og hvad der er vigtigt i denne sammenhæng så kommer hun tilbage i folden igen efter det år og tager i hvert fald som en start gymnasiet og bliver boende hjemme de år 😍
    Hvad kan vi gøre ? Udover at elske at se sine unger blive store og sidde tilbage med en erkendelse af “at man faktisk sender 2 velfungerende børn ud i livet”, så har vi købt en auto-bus-ting og min mand og jeg vil begynde at bruge mere tid på hinanden og køre ud og opleve noget alene sammen …. noget vi altid har gjort bare sammen med ungerne ❤️
    Derudover er min mand begyndt at løbe og sejle havkajak, og jeg har lavet en biografklub med nogle veninder, som jeg ikke har fået set så meget som jeg gerne ville, pga mine skiftende afb tider som Socialpædagog og jeg derfor altid har vægtet at være meget hjemme hos familien, når jeg også har “døjet” med aftenvagter osv.
    Og og og … så har vi beriget familien med en fantastisk Golden retriever, som nu er 2 år, som især jeg går mange skønne ture med ud fra huset, hvor vi har skov, eng, mark, sø, div dyr og vesterhavet næsten udenfor døren.
    SÅ selvom jeg nogle gange er ved at gå i panik over at begge vores børn flytter hjemmefra (for en stund m datteren) så skal det “sq nok gå” 😍
    Kh Tina og Pøjpøj med ældste-sønnens nye liv

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      27/06/2018 at 14:01

      Hej Tina.

      Det dejlige med alle jeres kommentarer og råd er jo bekræftelsen på, at vi alle føler lidt det samme. SÅ følelsen er der ikke noget galt med.
      Det vigtige er, som du skriver, at sende poderne glade og velfungerende ud i verden.

      Held og lykke til Jer også.

      KH
      Line

      Svar

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her