• Home
  • /
  • Alder
  • /
  • Når jeg bliver gammel… Hvad så?
Når jeg bliver gammel

Når jeg bliver gammel… Hvad så?

Jeg har tænkt mig at blive gammel – altså hvis jeg selv kan bestemme. Det ved jeg godt, jeg ikke kan. Men levealderen  stiger jævnt og støt. Når vores børn engang bliver gamle vil den forventede levetid være omkring 100 år. Så hvilken alderdom ønsker vi for os selv og dem? Kort sagt: Når jeg bliver gammel… Hvad så?

Jeg har før skrevet om at blive ældre og lånt Peter AGs omkvæd, det kan du læse her. Men det her blogindlæg handler om noget andet.

Min far sagde altid, at han helst ville dø af et pludseligt hjertestop. Han kunne ikke overskue tanken om at ende sine dage lammet eller afhængig af andre. Han døde desværre alt for ung som 63-årig – men han fik den død, han ønskede sig: Smertefri og pludselig. 

Når jeg bliver gammel

Min mor, min papmor og jeg for et par år siden!

Jeg kommer ellers fra en familie, hvor især kvinderne har tradition for at blive gamle. Min oldemor blev næsten 101, min mormor blev 84. Min mor er snart 79 og mega aktiv – ligesom hendes ældste søster der er over 80 og springer rundt som en vårhare. Præcis sådan vil jeg også gerne blive gammel. Fysisk frisk, fyrig og ved mine fulde fem.

Ingen af os kan dog kigge i hverken kort eller spå-kugle og se, hvordan det bliver for os. Vi risikerer alle at blive ramt af en blodprop, en hjerneblødning, demens eller andre grimme ting, der betyder, at vi ikke kan os. Og det er mildest talt skræmmende. Tanken om at blive afhængig af andres hjælp og miste evnen til at huske, tale, gå eller bevæge mig frit.

Det er især skræmmende, fordi vi i dag har et system, der handler mere om skemaer og tidsplaner end om pleje. Mens jeg var journalist på TV2 Lorry havde vi tit historier om ældre, der fik elendig mad og uværdig pleje. Jeg husker også en historie om en ældre mand, der døde på sit badeværelsesgulv, fordi ingen opdagede, at han lå der. Og det handler ikke om, at de ansatte ikke er dedikerede – men fordi vores ældrepleje ikke handler om mennesker men om håbløse og stramme tidsplaner og alverdens skemaer, der skal overholdes og udfyldes.

En af mine kusiner er SOSU-assistent. Hun fortalte for nylig, hvordan man i hendes kommune piskede rundt på cykler fra borger til borger. Og hvordan der var afsat 20 minutter til hver enkelt – inklusiv cykel turen !  De har 38 besøg om dagen. Jeg siger bare stakkels ældre og stakkels hjemmehjælpere. Og dem der i frustration vælger at deres egen bil, får ikke betalt for det. Man ryster sgu på hovedet.

Når jeg bliver gammel

Jeg vil også gerne holde mig så fint, som min mor!

ogNår jeg bliver gammel, så vil jeg ønske, det var som i gamle dage! Og ja, jeg ved godt det lyder lidt søgt. Men jeg  kommer til at tænke på min mormor og hendes vidunderlige hjemmehjælper Fru Sylvest. Hun kom et par gange om ugen hos min mormor på Bakkedraget i Hillerød. Og det var uden overdrivelse ugens store højdepunkt for min mormor, når hun kom.

Fru Sylvest medbragte højt humør og stor respekt, og hun kunne både svinge kosten og støvsugeren, tage på tøj indkøb med min mormor og drikke kaffe. Der var oceaner af tid til omsorg og opmærksomhed. Min mormor elskede det, og jeg boede i min mormors hus og elskede ligeså meget den glade stemning, fru Sylvest bragte med sig, når jeg kom hjem fra skole. Jeg så aldrig fru Sylvest kigge på klokken eller udfylde så meget som en linje på et skema.

Det var uden tvivl et kald for hende at være hjemmehjælper. Og det var lykken for min mormor. For det var altid det samme ansigt, der kom i hendes hjem. Og ikke som i dag, hvor mange ældre har et hav af forskellige hjælpere, der knap nok kender dem eller deres støvsugere. Jeg tror heller ikke, det kan være særlig fedt for dem, der arbejde med de ældre.

Så når jeg bliver gammel og får brug for hjælp. Så vil jeg blive i mit eget hjem så længe jeg kan, og jeg vil have en hjemmehjælp som fru Sylvest – hvis altså det nogensinde bliver aktuelt

Rigtig god søndag.

 

 

 

 

 

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

6 kommentarer

  • mormormedstiletter

    14/01/2018 at 18:17

    Hvor ville det være fantastisk, hvis vi kunne få en fru Sylvest allesammen – hvis altså vi får brug for hende;-)
    Personligt håber jeg heller aldrig nogensinde at hun bliver aktuel for mig. I min familie bliver kvinderne tudsegamle, sådan 97-98 år og jeg har så sat mig det lettere ambitiøse mål at jeg vil runde de 100, vel at mærke i fin form. Det vil sige, at jeg vil være fri for medicin og rollator og jeg vil kunne klare min hverdag selv uden hjælp til rengøring og vask og så videre.
    For at nå dertil kræver det KUN at jeg/vi holder os i form, tænker over hvad vi spiser og får vores søvn – og så ellers lige at vores gener vil det samme;-)
    Et super dejligt indlæg fra dig i dag, Line – tak:-)

    Svar
  • Rike Jørgensen

    15/01/2018 at 11:56

    Kære Line! Tak for et højaktuelt indlæg! Jeg bor heldigvis i en kommune hvor hjemmehjælpen ikke bare kommer og styrter ud af døren igen! Efter et hospitalsophold på 6 var jeg dybt afhængig af hjælp! En time efter hjemkomst, stod der en sygeplejerske parat! Jeg fik besø fire gange om dagen ! Derefter genoptræning 6 måneder! Nu får jeg gjort rent hver 14. dag! Hun er lige gået og her dufter dejligt! Og nej, det er ikke sjovt ikke at kunne klare sig selv! Har altid levet sundt, men det er desværre ikke altid nok! Til gængæld klare jeg alle andre gøremål selv😊 men klart det halter i virkelig mange kommuner! Vi må alle gøre vores bedste for at holde os i gang, sammen være på barrikaderne for et godt og menneskeværdigt sundhedsvæsen, og så krydse fingre for at vi kan mange år endnu😊 jeg bliver 70 år lige om lidt, og agter at blive her mange år endnu!
    Mange hilsner på en solskinsdag fra Rikke J

    Svar
  • Finn Haargaard

    15/01/2018 at 12:04

    God artikel – jeg har lige rundet 60 og man gør sig tanker om hvordan det hele ser ud når man bliver ældre…..
    Det som det offentlige byder en, lyder ikke særlig tillokkende, bortset fra små “perler” rundt omkring i landet.
    Så jeg har besluttet mig for at klare mig selv (så længe det er muligt) – i den forbindelse gør jeg mig tanker om et nyt slags bosted med servicemuligheder efter betaling og fællesskab efter ønske og behov. Der er allerede en del igang rundt omkring og jeg har også inspiration fra Sverige.
    Vi skulle lave en arbejdsgruppe med udgangspunkt i “hvad drømmer vi om” når vi bliver ældre – hvor, hvordan og med hvem vil bo”

    Måske du vil være med i gruppen?

    Svar
  • Jette

    15/01/2018 at 12:25

    Hej Line
    Du skriver da din mormor var gammel, ja så kom hjemmehjælperen et par gange om ugen og uden tidskema. Jeg har også oplevet det samme med mine bedsteforældre og tænker tit hvordan er vi blevet så “fattige” ifh til f.eks den hjemmehjælp der ydes (så lidt og så hurtigt). Vi får hele tiden at vide, at Danmark er et rigt land, men vi er da absolut ikke rige på den omsorg vi tilbyder de ældre nu om dage (blandt andet) – så sørgeligt !!!! Hvis man vil have mere hjælp end de sølle minutter der bliver tildelt, ja så må man selv betale, men ældre – kun med folkepension, har måske ikke lige pengene til ekstra hjælp. Sådan var det ikke i “gamle dage” ❤️ Jeg håber samfundet vil ændre sig til at blive mere nærværende og omsorgsfuldt. Jeg er en af dem der nu er super aktiv og frivillig, men jeg kunne jo også sagtens være en af dem der i fremtiden må “nøjes” og det kan da godt virke lidt skræmmende Vh Jette

    Svar
  • Edwin Chammon

    15/01/2018 at 14:34

    Et rigtig godt blogindlæg, jeg er 71 og har gennem mange år tænkt som dig, og vi hører altid kun om de dårlige sager, der er ingen der gider fortælle alle de gode og dygtige medarbejdere,der er i hjemmeplejen og gør et fantastisk arbejde for os. Jeg har haft hjemmeplejen de sidste halvandet år i Græsted, og jeg har hele vejen igennem fået en fantastisk behandling, de kerer sig om os,spørger ind til os, og er der den mindste ting så handler de på den, og det gælder både ssh, ssa, og sygeplejersker, men det er der ingen der gider at skrive om. Skal jeg noget så indretter de sig efter det, uden problemer.
    Jeg er så tilfreds med Attendo i Græsted. Nu fik jeg luft, tak Line for dig 😍 og alle de tanker du sætter igang med dine tanker og meninger her på bloggen. Kh Edwin

    Svar
  • Pernille Kongstad

    17/01/2018 at 15:33

    Hej Line, tak for et godt og aktuelt indlæg. Jeg deler dine tanker og ønsker, men synes det hører med til historien, at vi også selv har et ansvar for at holde os nogenlunde klar i hovedet og friske fysisk, hvis vi har mulighed for det. Jeg er 55 år, og har mistet begge mine forældre i deres midt 70’ere. Det agter jeg at ændre på. Ikke mindst fordi jeg i 2017 blev farmor til mit første barnebarn og jeg håber at blive det igen samt også at få mormor-titlen. At blive bedsteforælder betyder nemlig også, synes jeg, at man har pligt til at holde sig lidt fit, hvis det overhovedet er muligt for en. Der skal jo leges, kravles, spilles, læses, rejses osv. osv., hvis det står til mig. Så også af den grund er jeg tilfreds med, at jeg fik genoptaget mit medlemskab i FW; det er på mange måder til gavn for alle parter, en klar win-win 🙂 God dag fra mig

    Svar

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her