Kender du Dirty John

Kender du Dirty John, jeg gør!

Jeg læste om ham forleden i avisen. Og tænkte: Ham må jeg se nærmere på. Og efter at have været sammen med ham i 3 aftener tænker jeg: Puha godt det ikke er mig. Kender du Dirty John, jeg gør!

Dirty John

Min morgenavis i sidste uge

Hvis du holder Berlingske, Los Angeles Times eller har Netflix, så gør du måske. Dirty John er nemlig en mini-serie om en stormende forelskelse mellem den velbeslåede enlige mor og singlekvinde Debra og den mystiske John, der pludselig dukker op i dating-land. Hun har 4 ægteskaber i bagagen, men hun har stadig en indædt tro på kærligheden, og derfor dater hun på livet løs. Godt nok er der langt mellem de gode fisk i dating-havet, men hun prøver. Fordi hun føler, hun fortjener kærligheden.

Sådan har jeg det også – jeg er bare stik modsat, jeg er holdt op med at date, jeg orker ikke flere skuffelser og synes, det er mega krævende at bygge en ny relation og fortrolighed op. Er han ærlig. Er han ordentlig. Lyver han om sig selv og sin fortid. Hvad med hans familie og evt børn. Og tanken om at smide tøjet og dyrke sex med en ny mand er overvældende – altså hvis det er andet end et ’one-night-stand’. Dem gider jeg heller ikke mere – og som en af mine veninder siger: Man kan jo bare gøre det selv.

Nå, men tilbage til Dirty John. Han viser sig nemlig at være alt det, man som datende kvinde frygter og skal være på vagt overfor. En charmerende, psykopatisk lystløgner med adskillige fænglsesdomme for vold, stalking, bedrageri (bare for at nævne nogle af dem) på sin trackrecord. Alt det ved Debra naturligvis ikke! Han giver sig ud for at være anæstesilæge, der netop er vendt hjem fra krigen i Irak, hvor han (i følge sig selv) blev skudt i maven og bærer krigens rædsler og ar på sig.

Kender du Dirty John

Jeg havde ondt i maven i næsten alle 8 afsnit

Men kan man stole på ham?  Debras hjemmeboende datter Terra tvivler fra dag 1 på sin mors nye date. Men jo mere den forkælede datter tvivler og gør modstand, jo mere beskyttende og modsat bliver Debra selv. På mindre end en måned udvikler forholdet sig, og John og Debra flytter sammen i et formidabelt hus lige ned til vandet i LA …. Lejet og betalt af hende. Og herfra går det kun en vej – mod katastrofen og den totale kontrol og styring af Debras liv. Dirty John er nemlig præcis så ’dirty’ som titlen antyder. Ikke sexuelt. Bare Skruppelløs, udspekuleret og uhyggelig – kort og godt.

I fornemmer nok, hvor det bærer hen. Og jeg skal ikke afsløre mere end nødvendigt, hvis I har Netflix og får mod på og lyst til at se serien.

Det uhyggelige ved Dirty John er, at han FINDES. Miniserien bygger nemlig på en autentisk historie, som Los Angeles Times dækkede i en podcastserie for nogle år siden (2007). Men han kunne også findes her. På min eller din villa-vej. Og måske har du allerede mødt ham – eller kender en , der har. Det uhyggelige er, at selvom man er forsigtig på ’datingmarkedet’, så ved man sjældent, hvad der gemmer sig bag en facade, før man allerede har investeret lidt for meget og har svært ved at komme ud af det igen.

Kender du Dirty John

Connie Britton, der spiller Debra (Foto: Bravo)

Jeg har ikke selv oplevet en rendyrket psykopat som Dirty John (som jeg uden psykologisk indsigt tillader mig at kalde ham). Men jeg har oplevet mænd, der løj så vandet drev og dyrkede mange kvinder samtidig, og som altid havde en forklaring på deres gøre og laden, når man syntes tingene var lidt for mystiske (og nej jeg taler ikke om mine børns far – bare lige for at få det på plads). Men mænd, der netop fik indyndet sig, så det var svært at komme ud af igen.

Og det er hele pointen: Alle kan fanges i et spind. Det handler ikke nødvendigvis om naivitet og mangel på kløgt eller dømmekraft. Det handler måske mere om, at hvis du tror på kærligheden og VIL den, så må du tage nogle chancer. Og det ved psykopaten.

Jeg havde decideret ondt i maven undervejs i Dirty John. Det er måske ikke store skuespilpræstationer – men Eric Bana, som spiller Dirty John gør det flot – og skaber lige præcis det psykopatiske billede, der skal til. Debra (spillet af Connie Britton) er måske lidt blød og naiv, men hun har en drøm om ikke at blive gamle alene – og på den baggrund vælger hun at spille højt spil.

Jeg mødte selv en kvinde for nogle år siden, der havde en lignende historie i sin rygsæk. En sød, smuk og klog kvinde, der blot var blevet forelsket i den forkerte. Det kostede hende år på kvindecenter og et liv i skjul – indtil stalkeren døde. Hun etablerede senere en forening, der kæmpede for ofrene og fik stalking på den politiske dagsorden. Blot for at sætte en streg under, at dette er barske løjer.

Se serien– og blive klogere på dig selv eller din venindes kommende dates!

Billedet helt i toppen er et pressebillede fra Bravo, som står bag Netflixserien

 

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

8 kommentarer

  • Sille

    19/05/2019 at 11:57

    Hej Line.
    Jeg så den også “Dirty John”, tænkte først at Debra var naiv- men som du ganske rigtig skriver- så vil hun ikke miste troen på at kærligheden findes. Han er enormt chamerende og god til at sige det hun gerne vil høre. Hun er centrum for hans opmærksomhed, og det er unægteligt enormt charmerende. Jeg kender en mand som mestrer det til fulde, uden de psykopatiske træk- og han gør det med fuldt overlæg. Jeg drøftede serien med af mine bedste veninder, og som hun ganske rigtigt siger, jeg giver aldrig helt hen til forelskelse- der er altid en lille rest tilbage i mig der holder lidt tilbage.

    Svar
  • Natti Cole collins

    07/03/2019 at 23:48

    heyye smukke Line
    Man kan finde disse psykopater i alle , det handler bare om hvor-stor en skala man ønsker at misbruge sin ven kæreste elskede eller måske bare en man møder for en dag
    Jeg har prøve dette i flere omgange , man fornemmer det ikke , fordi man bygger op en troværdighed som kan være lige fra nærhed til psykologisk manipulering
    i min verden har det koster mig mere end bare venskab troen at der findes ærlighed ægte respekt for det menneske man i grunden er , for jeg selv er ikke en der udnytter eller snylter på folk .
    jeg har dog en gylden regel som jeg virkelig tror på og dette er Karma
    Sådan ting bliver altid belønnet med Uvendet tak af karma og selvom det kan koste dem noget , så som afsløring og andet juridisk straf om man tager dem til retten , så er det så indgroet i dem at de bare ikke lære af det eller kan erkende deres fejl og den skade de forvolder på andre , der så så ondt og man aldrig helt kan forstå , at man ikke så det komme i tide .
    I dag holder jeg total afstand til nærhed og ting som kan koste mig det sidste jeg ejer og har
    du må som jounalist godt få lov at skrive min fortælling da har en del gode som ingen ville kunne forstå , ville kunne lade sig gøre
    tak for din blog og du er som altid en kær kvinde med det smukkeste smil og glimt i dine øjne
    venligst her fra Natti

    Svar
  • Tina Jakobsen

    27/02/2019 at 14:38

    Kære Line,
    Jeg kan godt forstå du har droppet netdating, MEN i samme åndedrag vil jeg sige, at jeg mødte min dejlige kæreste, nu gennem 8 år, på Dating. Og inden ham mødte jeg et par stykker andre, også søde mænd. Men man skal sortere grundigt mellem alle de henvendelser man får, og være på vagt, være kritisk og læse mellem linjerne.
    Tak for din dejlige blog som jeg følger med i, og tak for din anmeldelse af Dirty John, den må jeg se.
    KH Tina

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      27/02/2019 at 13:09

      Hej Rene.

      Ja det gør der. Jeg har ikke selv mødt nogen – og tv serien omhandler en mand.

      Kh Line

      Svar
  • Camilla

    27/02/2019 at 12:14

    Kære Line
    Jeg har også set serien og havde det som dig; krumme tæer, klamme håndflader og ondt i maven!
    Prøv også at se dokumentaren om ham, som lige er kommet på Netflix, den er spændende og giver et virkelig godr indblik i sagen om ham – og ikke mindst viser den, hvor meget han har påvirket folk omkring ham. Selv efterforskerne siger ligeud, at de var lettede og faktisk glade for, at det endte, som det gjorde – tankevækkende og skræmmende…
    Kh Camilla

    Svar

Skriv et svar