Ingen kvinder skal leve sådan!

Ingen kvinder skal leve sådan!

Fem smukke unge kvinder kommer mig i møde med et stort og indtagende smil. De har taget ly for den bagende sol under en grupper træer helt tæt på havet. De skal være med i den workshop, jeg skal stå for lige om lidt for 20 unge prostituerede kvinder her i Freetown, Sierra Leone. Kvinder, der i deres hverdag har oplevet at blive mishandlet, tævet, voldtaget og frastjålet deres penge, fordi de tjener til livet som sexworkers. Ingen kvinder skal leve sådan!

Ingen !kvinder skal leve sådanStemningen er høj – kvinderne kommer og rører mig på håret: – Du har smukt hår, siger de begejstrede, mens de hilser hjerteligt og giver mig kindkys og kram. Vi kender ikke hinanden, og de aner ikke, hvem jeg er, andet end, at jeg er hende kvinden fra Danmark, der kommer for at lære dem at trænge igennem med det vigtige budskab om prostitution, som vi sammen skal formulere og øve de næste par timer.

Et par af kvinderne er ikke længere prostituerede, men de har alle været det og smagt den hæslige smag af et job, der på den ene side er nødvendigt for dem, men samtidig nedværdigende, skamfuldt og krænkende.

Ingen kvinder skal leve sådan!De sidste kvinder ankommer, og vi går over vejen ned ad en støvet grusvej og bliver lukket ind af en tung metaldør til et inferno af legende og råbende børn i en skolegård. Her i et lille, varmt klasselokale skal jeg undervise dem og forhåbentlig give dem nogle af de værktøjer, der skal til for, at de får gennemslagskraft i deres vigtige sag.

Kvinderne er alle inviteret af det projekt, jeg også er her i Sierra Leone for at hjælpe projektet Brighter Horizons. Stifteren Erik Rasmussen har brugt 3 år på at nå hertil. Sammen med sine lokale medarbejdere har han besøgt hovedstadens slumområder, hvor mange af kvinderne ikke har andre udveje end at sælge sig selv for penge. Han har sat sig som mål at hjælpe de yngste og mest udsatte: De unge sexworkers og handicappede. Handicapprojektet kører nogenlunde på skinner, nu gælder det prostitutionen.

Ingen kvinder skal leve sådan!Kvinderne har fundet hver deres plads i klasseværelset – snakken går højlydt, indtil Mr. Erik, som de kalder Erik Rasmussen, tysser på forsamlingen. Det er det andet møde, han holder med gruppen her, og de får et mindre pengebeløb for at være med. Erik ridser tidsplanen op for projektet, inden han introducerer mig for kvinderne. Planen er, at vi inden hjemrejsen skal finde de 5 kvinder, som være talskvinder og rollemodeller for projektet, hvor målet er at samle underskrifter sammen, organisere en demonstration i oktober og endelig etablere en forening, der kæmper de udsatte kvinders sag og sikrer dem et sted, hvor de kan søge hjælp og tilflugt, når de er blevet mishandlet eller udnyttet af mandlige kunder, politiet eller måske endda en lærer eller arbejdsgiver.

Ingen kvinder skal leve sådan!Alle kvinderne taler engelsk, selvom mange af dem kun har gået i skole i få år. Et par af dem er i gang med at læse videre – men også de er nødt til at tjene som prostituerede for at klare udgifterne til uddannelsen.

Jeg præsenterer mig selv kort, fortæller om mit job og mine børn – og at jeg er her med min ældste søn, fordi han skal fotografere for mig. De unger kvinder hujer og jubler, og jeg bliver helt rørt af den begejstring og taknemmelighed, de udviser. Min tid med dem er kort, så jeg har lagt et stramt undervisningsprogram. Først får de en hurtig introduktion til, hvad ’førstehåndsindtrykket’ betyder mellem mennesker, og hvad vi skal være bevidste om med kropssprog og -holdning, fremtoning og stemmeføring. Vi laver nogle stemmeøvelser, der får kvinderne til at bryde ud i både latter og råb. De er helt ’på’, de vil så gerne gøre en forskel og være en af de 5, der bliver udvalgt til at stå i front for projektet.

Ingen kvinder skal leve sådan!Dernæst giver jeg dem en lynintroduktion til, hvordan man fortæller sin historie og finder et budskab, der beskriver, hvem man er, og hvad man står for. Jeg skriver 4 spørgsmål på tavlen – og kvinderne får nu 15 minutter til at forberede hver en ’elevatortale’ om dem selv. Meningen er, at vi skal filme det, så kvinderne kan se sig selv på video bagefter. De arbejder dybt koncentreret – nogle må have hjælp fra de andre, fordi de knap nok kan skrive. Men alle er med – nu skal de for første gang fortælle deres historie til et kamera og til hinanden.

Jeg spørger, om nogen af dem melder sig frivilligt til at begynde. Fire kvinder på forreste række flagrer straks med hænderne i luften – mens to på bagerste række kalder mig ned. De vil ikke fortælle deres historie, mens min søn er til stede, det er for skamfuldt for dem. Vi aftaler derfor, at vi kun filmer de første fortællinger, derefter sender vi fotografen ud.

Ingen kvinder skal leve sådan!Den næste time folder kvinderne sig ud med power, overbevisning og fortællinger, der er så barske, at tårerne presser sig på. Der er historier om Kadi på nu 17 år, der mistede sine forældre til ebola, og som blev tvunget ud i prostitution for at kunne forsørge sig selv og sin bedstemor. Eller Rachel på 25, der egentlig kom fra en velstillet familie, hvor moderen rejste meget. Hun boede derfor hos en tante og onkel, der indledte et dagligt og smertefuldt sexmisbrug af hende, da hun var 13 år. Til sidst flygtede hun hjemmefra – til et liv som prostitueret. Og så var der 24-årige Mary, der i dag er ude af prostitution og gerne vil dele sin historie med verden for at bryde tabuet og gøre en forskel. En historie om, hvordan hun blev tvunget ind i prostitution for at få penge til at uddanne sig. En historie om en prominent mand, der nægtede at betale hende og fik hende arresteret efter en nat med sexydelser. En historie om en politimand, som efterfølgende burede hende inde i 3 dage. En oplevelse, der fik hende til at stoppe som prostitueret.

Og sådan blev historierne ved. Om piger, der var flygtet fra fædre, onkler eller stedfædre, der havde voldtaget dem. Om det hårde liv på gaden, om skammen og nedværdigelserne. Om at være kvinde og dermed nederst i samfundets hierarki. Men også om drømmene, der forsat lever i kvinderne. Om at blive advokater, læger, journalister og sygeplejersker og skabe sig et værdigt liv.

 

Workshoppen er nået til vejs ende. Erik og hans ansatte i projektet skal Ingen kvinder skal leve sådan!nu udvælge de 5-6 kvinder, som skal stå i spidsen for projektet med at stifte en forening og tale de prostitueredes sag udadtil. Nogle er usikre på, om de tør stå frem af frygt for repressalier eller at blive stemplet.

Men sammen ender vi med dette budskab til kampagnen, som en af kvinderne formulerede i sin fine tale:

”Join hands with my sisters to fight against prostitution”.

Den opfordring giver jeg hermed til alle hjemme i Danmark. Vi kan støtte vores sierra leonske medsøstre moralsk eller økonomisk på Brighter Horizons.org ved at klikke på dette link.

Du kan også læse mit første indlæg om 13-årige Mabinty, der også er tvunget til at leve som prostitueret. Det kan du læse her.

Billederne i indlægget er taget af min fotografsøn Emil Baun Bartram og må gerne bruges mod kreditering.

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

En kommentar

  • Hanne Rask / Raskeriet.dk

    14/06/2018 at 09:39

    Jeg ønsker inderligt for disse kvinder, at de formår at gøre en forskel, men også at de forsøger at lære deres drengebørn, at kvinder har krav på ligeså meget respekt som mænd. Kan det ikke blive Erik Rasmussens næste projekt at sprede det budskab – blandt mændene…!!

    Svar

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her