• Home
  • /
  • Kvindeliv
  • /
  • Der er ingen ende på Paris – mens jeg venter!
Pariserjul

Der er ingen ende på Paris – mens jeg venter!

Måske lyder første del af overskriften her både bekendt og litterær . Det er den også, den er nemlig tyvstjålet fra Hemmingways novellesamling: Der er ingen ende på Paris – mens jeg venter!

Pariserjul

Bog og kaffe i Rue Montorgeuil

Og hvad er det så, jeg venter på ? Det kommer jeg tilbage til lige om lidt. Jeg har lånt bogen på min juletur her til byernes by, hvor jeg udover at slentre gennem gammelkendte gader og kvarterer, ser dansk julekalender og spiser risengrød med min veninde og  hendes søn, der bor her.

Min veninde er hende den heldige, der blev gift ved et vidunderligt bryllup tidligere i år på Seinen, som nogle af jer måske har læst om. Ellers kan du læse det her.

Hun er alene hjemme denne uge, og da mine drenge skulle til Rom med deres far, så stak jeg behændigt af herned. Jeg trængte til luftforandring, og så lige mit snit til at holde min 56-års fødselsdag hernede. Og hvis I tænker : Ej, hvor trist … så er det på ingen måde trist. For det første er jeg blevet vækket af morgensang,  gaver og morgenbord. Og jeg skal heller ikke fejre min dag alene i aften…

Jeg er såmænd blevet inviteret ud på en af byens fine restauranter – af en mand. Og det er ham, jeg venter på lige nu. Og det må så lige være en cliffhanger til efter i aften !!

Pariserjul

Pariserjulet på Place de la Concorde

For tilbage til overskriften. Der er jo ingen ende på Paris, selvom man som jeg har været her utallige gange før. Jeg har tilbagelagt omkring 26 km til fods, siden jeg kom sidst på eftermiddagen i mandags. Både nye og gamle steder er blevet besøgt.

Min venindes søn sendte mig ned til den fedeste lille shopping- og spisegade i deres kvarter, Bercy Village. En gågade i et gammelt baneområde med cirkusmuseum og tjekkede steder.

Tirsdag gik turen til de velkendte gader omkring Les grands Boulevards. Frokost med min veninde på rue Quatre Septembre ved Børsen, og derefter gik jeg til fods ad Rue Vivienne gennem mit yndlingssted Palais Royal, og shoppinggaden Marcel Etienne. Mit mål var den lille hyggelige gågade rue Montorgeuil med alle dens lækre delikatessebutikker og cafeer.

Pariserjul

Jul på Café de la Paix

Jeg har som mange andre en svaghed for Marais kvarteret, og jeg kender efterhånden alle butikkerne og gaderne. Det er 3.gang jeg er her i år – og det er lige før jeg bliver genkendt i mine yndlings butikker.

Onsdag stod den så på kultur og hyggedag. Min veninde og jeg og hendes søn gik fra Operaen til Grand Palais på Champs Ellysee bagom præsidentpaladset, hvor jeg i det skjulte håbede på at få et glimt af den nydelige og unge præsident Macron. Det skete ikke – til gengæld fik vi en fotooplevelse af de sjældne på Grand Palais, som lige nu udstiller billeder af den amerikanske mode- og portrætfotograf Irving Penn. Det var hvert et minut værd af de 2 timer, vi brugte.

Pariserjul

Min skønne og modige veninde, Stine

Vi tog turen ned til Concordepladsen i tusmørket og gik derefter målrettet efter den legendariske modebutik Collette på Rue Faubourg Saint Honore, der stadig strutter af luksus og elegance med alle sine designerbutikker. Men Colette er snart en saga blot – butikken lukker for altid den 20. December. Det får I et andet indlæg om en af dagene.

I går stod der Gallerie Lafayette på mit pariserprogram, 4 stive timer i selskab med tusindvis af især kinesere på juleshopping i Paris – og juleudstilling så man næsten tabte pusten. Vi sluttede af med på den lokale – og nu sidder jeg så og venter spændt.

Og jo – de første julegaver er i hus – og forhåbentlig bliver min kuffert fyldt med lækre gaver til dem derhjemme.

 

 

Pariserjul

Bercy Village

Pariserjul

Gallerie Lafayette

Pariserjul

Place Vendome

Pariserjul

Gallerie Lafayette

Moules frites på Vaudeville

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

3 kommentarer

  • Edwin Chammon

    07/12/2017 at 12:58

    kære Line 😍
    Tak for en fantastisk dejlig opdatering af de første dage i byernes by, du hygger dig og lader op til din dejlige dag i morgen fredag, jeg er spændt på om du senere afslører hvem den hemmelige gæst, der har inviteret dig ud, er.😍🌹🌹🌹
    Den gamle i Græsted.
    Ps nogle skønne billeder du har lagt op.

    Svar
  • Marianne

    09/12/2017 at 20:14

    Min mand og jeg kørte til Paris for et par år siden, og på vejen derned lyttede vi til Ingen ende på Paris på lydbog. Da vi så kom derned viste det sig, at den Airbnb-lejlighed vi havde lejet lå på den vej, i det kvarter som Hemingway boede i og beskriver så levende i bogen. Det betød, at vores tur fik et helt andet litterært tema end det vi hjemmefra havde planlagt. Tilfældet er for vild.
    God tur i byernes by…

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      10/12/2017 at 10:54

      Hej Marianne.

      Hvor er det sjovt ! Jeg gik faktisk også forbi gaden og så huset, hvor Hemmingway boede med sin kone.
      Tak for din historie.

      KH
      Line

      Svar

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her