Hvorfor er singler uønskede?

Hvorfor er singler uønskede til parmiddage?

Jeg har næsten helt glemt, hvordan det er. At været til parmiddag. Og ærligt, har jeg ikke skænket det en tanke længe, indtil forleden på min luftetur med hunden. Her løb jeg ind i en af nabolagets andre singler, og hun sagde: Kan du ikke skrive om singler og parmiddage? Så her kommer det: Hvorfor er singler uønskede til parmiddage?

Hvorfor er singler uønslede til parmiddage?

Til middag hos var vist sidste gang jeg var til middag med 2 mænd og en kvinde!

Hun og en co-single var lige kommet hjem fra tøse-ferie i Thailand, og netop dette emne havde været oppe at vende: Hvorfor bliver vi aldrig inviteret til par-middage?

Jeg kan faktisk ikke rigtig huske, hvornår jeg selv har været til en parmiddag sidst. Det er længe siden. Og jeg har vist kun et eller to vennepar, der med mellemrum inviterer mig med i par-sammenhæng. Men spørgsmålet er jo helt relevant.

Danmark har en skilsmisseprocent på 47 ifølge den seneste statistik. Dvs vi er og bliver flere og flere singler. Ved skilsmissen mister vi ikke bare en partner, retten til at se vores børn hver eneste dag, vi mister faktisk også status som ’par-ven’. Mange singler oplever, at de i starten måske får de sædvanlige invitationer, men jo længere der står single på visitkortet, jo længere bliver der mellem invitationerne blandt ‘par’.

Jeg kommer til mange pige/kvinde arrangementer, og det er på alle måder sjovt og hyggeligt. Stemningen er ofte en anden, når kvinder er alene, og samtaleemnerne er nogle andre. Men andre gange er det jo mega-hyggeligt at samtale og grine med venner af andet køn end kvinder.

Hvorfor er singler uønskede til parmiddage?

Og jo…. jeg elsker selskaber med mine veninder og andre kvinder…

Jeg husker, hvordan en af mine skilte veninder for mange år siden beskrev livet som single-gæst til selskaber: Enten blev man placeret ved børnebordet langt væk fra andre voksne. Eller også blev man placeret ved  siden af den gamle onkel – eller i bedste fald selskabets singlemand. Ingen af dele føles befordrende eller rart, kan jeg hilse at sige! Og man har egentlig mest lyst til at gå igen. For det er som om, man ikke regnes for noget.

Så hvad er forklaringen – hvorfor bliver singler ikke inviteret til parmiddage? Jeg har mine egne bud – og I må gerne bidrage med jeres i kommentarfeltet.

1)Jalousi og utryghed.

Altså, singler udgør en trussel for de gifte i selskabet, fordi de er singler og ledige på markedet’

2)Singler smitter.

Vores tilstedeværelse og historie kan opfordre andre til skilsmisse.

3)Singler bliver uinteressante.

Vi har ikke længere det samme at byde ind med  i en parsammenhæng

4)Singler mister status.

Altså, vi anses ikke længere som en del af flokken?

5)Singler bliver bitter-fisser, der har travlt med at kritisere eks’en (som måske også er en ven)?

Jeg takker de af minde venner, som stadig synes, det er hyggeligt at invitere mig med, selvom jeg kommer alene. Mine veninders mænd er jo også en del af MIN vennekreds. Jeg har lige læst mig til, at singlemænd oftere bliver inviteret til parmiddage end singlekvinder – så noget tyder på, at der er noget, vi skal arbejde med.

Hvad har du oplevet som single? Og hvad gør du selv i forhold til dine fraskilte venner? Bliver de inviteret eller ej?

Lad os starte en god debat på bloggen. Jeg samler alle gode input sammen i et nyt blogindlæg snart.

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

10 kommentarer

  • Marianne

    30/11/2018 at 15:15

    Tak for at tage dette emne op. Har ofte tænkt, at det var tabu. Nogle af mine veninder, som jeg egentlig troede, jeg var tætte med, inviterede mig ikke med til bryllup (kun til dyr polterabend) i en periode, hvor jeg var single. Det syntes jeg egentlig var ret underligt, men jeg fandt efterfølgende ud af, at der kun var inviteret familie og vennePAR med til selve bryllupsfesten. Invitation til nytårsaften osv. hos de gifte veninder røg også. Heldigvis har jeg en trofast kreds af (også med frivillig status) singlekvinder. Værre var det for min søde moster, hun blev på tragisk vis enke som kun 54 årig, og blev nærmest frosset ud alle vegne. Hun var og er på ingen måde interesseret i at kapre de andre damers mænd, min onkel var “the one and only” for hende, men det gik hende helt klart meget på, at invitationer pludselig blev så få. Trist.

    Svar
  • Alexander Amargós Petersen

    30/11/2018 at 15:51

    Hvor er det dog modbydeligt at høre at singler bliver sat som en slags 2.rangs gæster. Som single har jeg dog ikke oplevet det til fester, men jeg kan godt i nogle sammenhænge og med visse par (som jeg ikke ser mere )fornemme en ubehag over at en single “er i blandt os”, som en slags slange i paradiset. Mistroiske folk der elsker deres egne så meget, at det hader og frygter alle andre i frygt for at deres kære skal stjæles fra dem. Jeg er bestemt heller ikke ude efter en god vens kæreste og hverken har eller vil gøre det. Utroskab er forfærdeligt . Mit bedste råd til singler er:Tænk positivt, overvej vennekredsen og hav det sjovt med dem der elsker dig for den du er.

    Alexander

    Svar
  • Liselotte Langborg-Hansen

    30/11/2018 at 17:00

    Jeg oplever det også, men var blevet forberedt på det. En veninde fortalte i forbindelse med en anden venindes skilsmisse ( som fandt sted før min egen ), at hun ikke ville blive inviteret fremover, netop fordi hun udgør en trussel.
    Jeg prøver ved forskellige lejligheder at forklare, at det jo sådan set ikke er specielt usædvanligt at utroskab foregår hvor begge de utro parter er i ægteskaber, men det trænger ikke rigtig ind. Singler er åbenbart KUN ude på at storme ud og ødelægge flere ægteskaber.
    Men hvis alle ægtefolk var TRO, ville der jo ikke være så mange skilsmisser.

    Svar
  • Maise

    30/11/2018 at 23:17

    Jeg oplever faktisk også at jeg som single repræsenterer en generel utryghed, som gør folk Ilde til mode. “Vi havde slet ikke set jeres skilsmisse komme, og hvis det kan ske for jer, kan det jo også ske for os!”-agtigt. Hvis par lukker sig om sig selv i deres egen verden og bekræfter hinanden i alt det gode ved at være par, og ignorerer dem, der repræsenterer “livet udenfor”, er det måake lettere at lukke øjnene for risikoen!?
    Det hænger for mig lidt sammen med behovet for at opretholde en vis orden og sortere tingene i kasser. Det klassiske svar fra gifte venner og kolleger, når jeg siger, jeg ikke tror jeg kommer til at indlede et parforhold eller bo med nogen igen er også ofte: det er bare fordi du ikke har mødt den rigtige endnu. Det er simpelthen for svært at lukke en anden virkelighedsopfattelse end deres egen ind – med den risiko det nu indebærer for deres eget liv, tænker jeg.
    Til retfærdighed skal siges, at jeg også oplever singler, der ret restriktivt ikke gider omgås gifte venner, fordi de ikke har noget interessant at byde ind med fra deres parforholds-trummerum.
    Så måske er det mere en generel mangel på respekt for forskellige perspektiver og manglende interesse for mennesket bag uanset hvilken social status det har, der er i spil…
    Tak for at tage interessante og modne emner op her på bloggen i din helt egen og dejlige fri tone.

    Svar
  • Karin sonne

    01/12/2018 at 09:38

    Måske skal man starte med selv at invitere nogle par man har lyst til at være sammen med. Kender fra mig selv at jeg næsten altid kun inviterer veninder, og så er det måske ikke så mærkeligt at jeg bliver lidt glemt når der inviteres til parmiddage.

    Svar
  • Vivi Larsen

    01/12/2018 at 15:37

    Jeg oplever at invitationerne bliver færre og færre i takt med at tiden går med min singlestatus. Enkelte vennepar har ligesom delt sig. Manden inviterer udelukkende min eks til mandeaftner og kvinden inviterer udelukkende mig til kvindeaftener. Jeg vil jo bare gerne tale med dem begge, men når jeg inviterer kommer kun kvinden – ofte med børn.
    Dit indlæg er interessant. For hvorfor er det sådan? Det kunne være oplysende hvis nogle par skrev en ærlig kommentar.

    Svar
  • Marianne

    01/12/2018 at 20:42

    Jeg oplevede det samme I den tid hvor jeg var single… men det hjælper jo gevaldigt når man selv inviterer….

    Svar
  • Henrik V Blunck

    02/12/2018 at 19:30

    Jeg er helt sikker på, det er dine punkter 1 og 2, som de fleste – måske ubevidst 😉 – forbinder med at invitere en single ind i parmiddag-sammenhængen.
    Det er jo lidt ligesom når en single vil give et godt råd om kærlighed i parforhold. Så har jeg da mødt spørgsmålet: “Hvis du er så klog, hvorfor er du så single?” Nok fordi jeg ramte plet med min meget høflige bemærkning om, at der var en grund til, at nissen flyttede med i de parforhold, hun landede i. Jeg mener rent faktisk jeg kom med en meget anstændig kommentar, men det overraskede hende nok, at problemet var SÅ tydeligt for en udenforstående.
    Og det er jo her, hvor vi singler har en fordel. Når vi har is i maven, og tilfredse med den eksisterende status, så farer vi ikke frem, som dem i parforhold håber, at alle andre skal gøre, fordi det at være single, og glad for det, er en trussel mod tanken om, at alle da drømmer om ‘at leve lykkeligt sammen til deres dages ende’. Nej, det er ikke alle, der har denne drøm – og slet ikke for enhver pris…
    Fortsat god søndag herfra.

    Svar
  • Stinna

    03/12/2018 at 21:23

    Jeg fik en veninde, der var fraskilt, da jeg mødte hende, og jeg havde helt bestemt medfølelse med hendes historie. Det blev dog lidt anstrengende, at selv når vi var ude at spise frokost for at tale sammen, flirtede hun med den unge mandlige tjener. Det virkede som om, at hun var mere interesseret i hans opmærksomhed og at tale med ham end med mig. Til en nytårsfest kyssede hun min mand farvel på kinden, og hun skruede op for kropssproget og charmen, da min mand var til stede i en anden sammenhæng, da vi havde gjort hende en tjeneste endda
    på min opfordring. – Sidenhen fortalte hun, at hun havde flirtet med en gift mand, en kollega på arbejdet, og da de havde været på kursus, og der var fest om aftenen, var de havnet sammen på et værelse. Han havde stadig små børn og var gift vist for 2. gang med en yngre kvinde. Min venindes mand var flyttet fra hende, da deres børn stadig gik i skole. – Jeg havde næsten glemt disse historier, da det er mange år siden, men hvis kvinder oplever noget lignende med visse fraskilte veninder, er der måske en grund til, at de ikke bliver inviteret til disse såkaldte parmiddage? Jeg opfordrede min veninde til at gå efter mænd, der er singler og påpegede, at kollegaen var gift med små børn. Min venindes mand havde også haft en affære på et kursus, den løb ud i sandet, og det var vist ikke derfor, han flyttede fra sin familie. Min veninde blev ekstremt opmærksomhedskrævende rigtigt mange år efter skilsmissen, og det blev et problem for mange af hendes veninder, som måtte sige fra. Hvis der var nogen, selv helt fremmede, der ville høre hendes historie nærmest kastede hun sig over dem, og så stod man der som veninde og blev lidt negligeret. Det tog overhånd for længe, og nu har hun mange flere år faktisk udnyttet en mand, der er interesseret i hende som potentiel partner, men hun ikke i ham, og hun har taget imod mange goder via ham, men han er jo et voksent menneske og må selv sige fra. Hun har tøvet i årevis med at melde ud, at hun ikke er romantisk interesseret i ham. Ja, livet kan gå hen og blive kompliceret for os mennesker en gang imellem på den ene eller anden måde. Glædelig december. 🌲❤😊

    Svar
  • John smed

    05/12/2018 at 23:55

    Sjovt indlæg med alle de skæve ord. Kan man overhovedet skrive noget, uden nogen finder på en eller anden gruppe mennesker Der kunne føle sig stødt. 😱 Jeg kan se du selv har tilføjet minde = mine til listen tak den var lige til højrebenet

    Svar

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her