Der er gang i festivitassen i min familie for tiden. Min mor rundede et skarpt hjørne forleden, og selvom det egentlig ikke skulle fejres, så giver hun den sgu gas ’den gamle’. Så her er min mor – hun er 80 år idag.

Min mor og 2 af hendes nulevende søstre. De holder sig fantastisk!

Faktisk var planen, at vi (min mor, jeg og mine 2 drenge) skulle på en dejlig familieferie sammen. Ingen fest, ingenting andet end en unik rejse, som vi vil huske for altid. Den skal vi stadig på – det skal I nok få lov at høre om senere. Den går nemlig til Marrakech, og min mor fik kolde fødder, efter det frygtelige drab dernede kort før jul. MEN vi holder fast, og tager afsted senere på året.

Som tiden nærmede sig den 23.januar – altså fødselsdagen – kunne jeg godt mærke, at det kriblede i min mor for at blive fejret. Og der ER bestemt meget at fejre. For med 2 hjerneblødninger, en blodprop og et langt sygdomsforløb sidste forår i bagagen, stod det ligesom ikke i kortene, at min mor ville nå de 80. Og hun står skarpt – skarpere end i årevis, selvom hukommelsen halter lidt og andre småskavanker driller.

Nå, men lidt fest sku’ der til. Så i morgen lørdag blev der indkaldt til brunch. 15 af de nærmeste familiemedlemmer og venner. De 15 voksede sig dog pludselig til næsten 30 gæster, da der blev trykket på send! Og 30 til brunch er måske lige i overkanten, når man er 80. Jeg så i hvert fald bjergene af æg, der skulle piskes til røræg, bacon der sku’ steges og kaffe, der sku’ brygge og hældes på kander, vi ikke har, for mig. Og jeg så også for mig, hvordan vi skulle stå op kl. kvart i kvalme for at være klar med maden kl.10.

Fint stykke i Berlingske ! Kom ikke her.

Så med sved på panden foreslog jeg i stedet en fin reception på det mere tålelige klokkeslæt 14, med vin, vand, cremant, hjemmelavede tapas og lækre petitfours fra den lokale konditor. Og sådan bliver det så i morgen. Og jo, vi skal stadig tidligt op og gøre klar min mor, papsøster, drengene og jeg– bare ikke kl.5!

Hvad er så pointen: Den er, at jeg beundrer min mors lyst til at fejre sig selv og med stolthed markere: Jeg er 80 – HURRA! Og jo jo – det stod såmænd også i både Berlingske og Politiken, det føjede ligesom en ekstra dimension til dagen.

Alder er jo også at være stolt af det, man har opnået og oplevet i livet. Det er at skue frem men også at se tilbage – og dermed huske sig selv og andre på, hvad man har udrettet, og hvad man er rundet af som menneske. Min mor har arbejdet med adoption i en menneskealder og formidlet mere end 5000 adoptioner af udenlandske, forældreløse børn til danske familier fra bla. Sydkorea, Indien og Colombia. Og hun husker stadig navnene på de fleste børn og familier (hvilket vi ofte griner af, fordi hun ikke kan huske, hvor hun har lagt brillerne eller nøglerne).

På vej hjem fra en udsøgt fødselsdags middag i går, talte vi om den næste runde dag og om, hvor gamle andre medlemmer i familien var blevet. Min oldefar Harald døde på sin 90’s dag i 1960, med telt i haven og omgivet af hele familien (jeg var ikke født, men min fætter og kusine var med som små babyer).

Det tror jeg vil passe min mor godt. Som hun sagde med stor bestemthed i stemmen: Jeg vil i hvert fald bo i mit hus, til jeg dør.

Tillykke mor – jeg vil gerne stå lige så skarpt, når jeg bliver 80!