Har du taget snakken?

Har du taget snakken?

Reklame: Det er national organdonationdag på lørdag. Jeg tog stilling allerede for mange år siden, jeg husker ikke helt hvorfor. Jeg talte ikke med nogen om det i familien, jeg besluttede det bare. Hvad med dig: Har du taget snakken?

Snakken om hvad der skal ske med din krop, når du dør?

Har du taget snakken?

Mit donorkort fra 1998

Du undrer dig måske over, hvorfor der står reklame øverst oppe i indlægget. Jeg skriver ikke det her for penge, men jeg støtter sagen med min mening, og nye regler betyder, at det skal stå sådan.

Jeg udfyldte mit donorkort den 28.oktober 1998. Mit donorkort fortæller, at jeg dengang besluttede, at alle mine organer måtte genbruges undtagen mit hjerte, mine hornhinder og min hud. Jeg husker, hvor svært jeg havde ved netop at krydse de tre organer af, fordi hjertet, øjnene og huden på en eller anden måde er noget meget ”personligt”. Men jeg tror tiden er kommet til, at jeg må tage det op til revision. Og den snak vil jeg tage med mine nærmeste. For hvordan føler de? Og hvad ved de egentlig om organdonation?

Det er så vigtigt at tage snakken og derefter tage stilling af flere grunde. Lægevidenskaben kan så utrolig meget i dag. Hvis JEG selv har taget stilling, så skal mine børn ikke gøre det, hvis de en dag står i den ulykkelige situation, at skulle træffe beslutningen. Det er MIN beslutning, det er mit ønske og mit ansvar.

Har du taget snakken?

Dem jeg skal tage snakken med – undtagen hunden!

Og så ligger der noget etisk i det: For hvad nu hvis jeg eller en af mine kære pludselig stod i den situation, at vi havde brug for en donor for selv at overleve en sygdom. Kan man så kræve noget af andre, man ikke gør selv ? Det synes jeg ikke.

Man kan kun gøre krav på et organ, hvis man selv er parat til at give sine egne.

Jeg kender ikke selv nogen, der har modtaget organer fra fremmede. Men jeg har læst mange rørende historier om børn og unge, som har fået livet tilbage takket være en organdonor. For den enes død kan barskt nok være en andens liv. Men jeg kender naturligvis også de sager, som har været med til at så tvivl om organdonation og ikke mindst ”hjerne-dødsbegrebet”, som kan virke skræmmende. For hvem ved, hvornår man er det.

Jeg stoler på, at lægerne ved det, og at de ved, om jeg forsat har et værdigt liv til gode, hvis ulykken skulle ramme mig.

Har du taget snakken?

Brevet fra Carat og Center for Organdonation

Men ligegyldigt hvad, er det vigtig, at vi som forældre, familie, venner og veninder forholder os til det – og taler om det på. Vi kan alle dø. Vi kan alle blive syge. Vi kan alle få brug for en reservedel, som kun kan komme fra et andet menneske.

På lørdag er det som sagt national organdonationsdag, og fokus er, at vi skal TALE om det. Døden er noget af det sværeste at se i øjnene og tale om – og derfor er organdonation det også. Men det skylder vi hinanden.

Har du taget snakken ? Og har du taget stilling ?

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

3 kommentarer

  • Rike Jørgensen

    10/10/2017 at 12:58

    Ja jeg har taget stilling men aldrig gjort noget ved det! Det vil jeg så gøre nu😊 tak for “opsangen” kh Rikke

    Svar
  • G.

    10/10/2017 at 17:50

    Kære Line
    Ja.
    I 1992 – da jeg var 25 år – Kom jeg hjem til mine forælder og sagde – at jeg ville – om nogle måneder skrive mig op som organdoner.
    Min mor var imod det- og et nej og min far sagde ja – han sagde – at han ville brændes og ligge på ukendtes grav- og han ville også give sin krop til videnskaben.
    Jeg blev organdoner – alt måttes bruges også til videnskaben.
    Min far blev dødlig syg sidst i 1992 (han nåede desværre ikke at skrive under som organdoner). I starten af 1993 tilbød lægerne – at han kunne få 2 nye organer – da de havde en som passede. Min mor sagde straks JA – til at han måtte få et fremmede menneskes organer – bare han overlevede.
    Men så gik det galt – der havde bredt sig sjældne bakterier i min fars organer – hvis han fik nye – ville de også- blive angrebet.
    Der var kun tid…enden han ville dø. Lægerne spurgte min mor – om de måtte have lov til – at tage min fars dårlige organer og bakterier ud – lige efter han er død. Det var vigtig for videnskaben – da det i fremtiden kunne redde andre menneske liv. Min mor og bror tog beslutningen og sagde NEJ og gik grædende og vrede ud af lægens dør. Jeg vendte om – løb tilbage til lægen – tog papiret og skrev under på at videnskaben måtte tage det – de skulle bruge – for at forske og kunne fremstille medicin – for at redde andre menneske liv i fremtiden. Jeg sagde til lægen – bliver der noget med min Mor og bror – tager jeg hele ansvaret på beslutningen – det her har min far ønsket.
    Min far lå i kisten – min mor opdagede der var syet i hans pande/ hoved. Straks sagde jeg – at de nok har tabt ham – da han er en høj og stor mand. Så begyndte hun – at hive hans tøj op – for at se om – de havde taget – hans organer. Og jeg sagde lad ham være – proppede hans skjorte tilbage. Hun skreg – jeg tror de har taget hans organer. Jeg sagde – Å hvis- så kan du jo ikke sige ja – til et fremmede menneske organer – uden at være sød og hjælpe igen. Min bror stod uden for og kastede op – da han ikke kunne tåle – at se min far i kisten.
    Jeg sagde til min mor – giv far et knus – og så går vi.
    Når vi dør – kan vi ikke tage vores materielle goder/penge med os – det er intet værd for os – når vi er død – vi ejer/har ikke noget mere. Vores hylster(krop) – kan vi heller ikke beholde – hylstret skal enten rådne op i jorden eller brændes. Vi har lånt/brugt dette hylster(krop). Når lægerne/videnskaben har taget det – de skal bruge – får de pårørende resten tilbage – så resterne kan de pårørende begrave. Derfor burde vi alle hjælpe – andre mennesker i nød – så et andet menneske kan leve lykkeligt vidre.
    Derfor opfordre jeg alle – at blive organdoner.
    Efterårs hilsen G.

    Svar
  • Christina Lind

    11/10/2017 at 19:28

    Hej Line, tak for dit indlæg.
    Jeg er er en af dem, som du taler om. Jeg fik min første nyre, af min mor, som 13 årige. Den holdt i flotte 27 år. I julen 13 måtte jeg i dialyse igen. Det er snart længe siden. Nu venter jeg på om jeg kan blive godkendt til transplantation, og jeg hører nok noget om en måneds tid. Til den tid får jeg brug for at folk har taget stilling og talt med deres familier. For i min verden er det ikke så vigtigt om man siger ja eller nej, men at man har informeret familien, så de ikke skal stå i dem frygtelige situation ikke at vide, hvad den, som ligger i sengen vil. Det må være frygteligt, og jeg har så meget respekt for dem, som magter at sige ja i et så svær situation.
    Jeg håber selvfølgelig at mange siger ja, men jeg håber mest, at så mange som muligt tager snakken med deres nærmeste

    Svar

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her