Giv mig lidt kontorkærlighed

Giv mig lidt kontorkærlighed!

Jeg har tyvstjålet – eller skal vi ikke bare sige lånt – dette fantastiske ord af min kloge, smukke og dygtige kollega og ven Emilia van Hauen. Hun skrev om det i sit nyhedsbrev forleden. Og nu drømmer jeg om det: Giv mig lidt kontorkærlighed!

Giv mig lidt kontorkærlighed

Kloge, dygtige Emilia van Hauen

Jeg blev som du – nysgerrig på, om Emilia mon havde fundet kærligheden på jobbet, og kastede mig savlende over teksten. Men nej, det var slet ikke nyvunden kærlighed eller sex over kopimaskinen, det handlede om. Det handlede om de mennesker og bånd, vi møder og knytter på en arbejdsplads. Mænd eller kvinder, unge eller ældre – det er ligegyldigt. Mennesker, vi ser frem til at møde hver dag på jobbet. Mennesker, vi kommer til at dele tanker, problemer og grin med på lange arbejdsdage, mennesker, som egentlig kommer ret tæt på i vores liv – næsten som en veninde eller en kæreste. Ja, dem der er med til at gøre, at man har endnu mere LYST til at gå på arbejde.

Jeg har de sidste 2 år været selvstændig med hjemmekontor. Jeg nyder friheden ved at arbejde her fra mit spisebord og min vindueskarm. Mange dage foregår det i nattøj, med morgenhår og pels på tænderne til langt op af formiddagen. Men jeg elsker også at komme ud i den ‘rigtige’ verden engang imellem og møde andre mennesker.

Giv mig lidt Kontorkærlighed

Jens, en dejlig ex-kollega, som stadig er en ven!

Den sidste tid har jeg arbejdet på en podcast (som I godt kan glæde Jer til om kinder og overgangsalder). Jeg har mødt ind hver morgen, som i de gode gamle dage, på en ’rigtig’ arbejdsplads, med reception, masser af mennesker, kaffe- og frokostordning. Jeg er blevet hilst hjerteligt på hver morgen. Har fået morgen krammere. Grinet, diskuteret og været kreativ med dygtige og energiske mennesker. Ja, faktisk har jeg været lidt ’høj’ over følelsen af at indgå i et fællesskab – og ovenikøbet med journalistkolleger fra ’gamle dage’. Og snakken er gået lystigt om besværlige teens, mænd vi gider og ikke gider knalde. Om mødre, veninder og alt hvad der lige ‘rører’ sig på dagen. Det har været SÅ fantastisk (ja ja det er et stort ord – men det er sådan, det er!)

Der er en god grund til, at mange romancer og parforhold opstår netop på en arbejdsplads. Mange tilbringer jo deres halve liv her – og vi kommer tæt på hinanden også i situationer, hvor vi viser mindre flatterende sider af os selv. Jeg har ikke tal på, hvormange snakke om idiotiske kærester, håbløse mænd, konflikter med børn eller forældre jeg selv har haft med tætte kolleger på min arbejdsplads. Eller byture hvor vi har drukket drinks, røget smøger og grinet vores røv i laser. Ja, faktisk ved jeg mere om nogle af mine tidligere kolleger og deres liv, end om min egen familie. Og de bånd man knytter på jobbet er helt unikke.

Når jeg tænker over det, har jeg mange venskaber, der udspringer fra mine tidligere arbejdspladser. Nogle meget tætte – andre lidt mere perifære. Vi har en historie og nogle fælles oplevelser, som for altid binder os sammen ikke kun som arbejdsmennesker, men som ’rigtige’ mennesker. Der er også mange, som bare er forsvundet, når de ikke længere er på firmaets lønningsliste. Men jeg husker dem stadig.

Jeg savner faktisk denne kollegiale kontorkærlighed af og til.

Derfor sender jeg en lille kærlighedshilsen til Søs, Gitte, Stine, Kim, Berit, Nina, Mette Mai, Troels, Jes, Jens, Ole H, Ole S,  Christina, Stefan og alle jer andre, som har beriget mit liv og arbejdsliv gennem tiderne. Fuck hvor ville det have været fattigt uden Jer!

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

2 kommentarer

  • Henrik V Blunck

    05/02/2019 at 17:40

    Jeg er fuldkommen enig med dig i, at der er potentiale dér – og samtidig er nogle af de farligste relationer også dér, for hvad nu, hvis kærligheden ikke holder?
    Vi kan alle blive enige om, at vi er voksne mennesker, og gerne skulle kunne tale sammen alligevel, men hvad er praksis? I nogle tilfælde ender den ene ganske enkelt med at skifte arbejde, fordi det bliver uudholdeligt at se den anden person så mange timer, når man har brudt med hinanden…

    Man skal naturligvis aldrig afholde sig fra at gøre noget, bare fordi det kan gå galt. Men det kan nu engang være meget sundt at etablere dette grundvilkår i starten af en relation. Jeg måtte i hvert fald gøre det, da min ældste niece og jeg indledte et forhold. Vi blev lige fra starten af enige om dette grundvilkår – bare for en sikkerheds skyld – og det virkede, og vi kunne tale sammen bagefter, helt frem til niecen så ikke længere er sammen med dennes søn…

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      05/02/2019 at 17:59

      Hej Henrik.

      Jeg tror, du misforstår mit skriv.

      Jeg taler om den form for ‘kærlighed’ som ikke handler om kæresteri men bare de mennesker, mk , som man har et fælleskab ogcen fortrolighed på sit arbejde. Altså det kollegiale.

      Det vsr såmænd bare det!

      Kh Line

      Svar

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her