Den første dag i mit nye liv

Store ord på en onsdag – men sådan er det. Jeg har besluttet mig for, at det er nu, jeg skal investere i min krop for de næste mange år. Og Marie Louise og jeg har nu taget det første skridt sammen til den første dag i mit nye liv. Den rejse vil jeg gerne invitere Jer med på de næste mange måneder.

Marie Louise Cramer er livsstilscoach og har sit eget træningscenter i en hyggelig baggård i København. Hun er uddannet i kost, ernæring og idræt fra Syddansk Universitet – så der er styr på eksamenspapirerne !

Træning hos livsstilscoach Marie Louise Cramer

Nu er jeg i gang, og jeg ELSKER det!

Vi mødtes første gang på en cafe for nylig for at se, om kemien var i orden og for at lægge en plan. Og nu er vi i gang, og jeg ELSKER det. Mange spørger mig, hvad det er, jeg skal, fordi de synes, jeg ser så veltrænet og sund ud i forvejen. Og ja, det gør jeg vel. Jeg er gammel sportspige og har altid haft en ok grundform. Men sundhed er meget mere end det. Og selvom jeg ikke kæmper med et Michelin bildæk om maven,  mormorarme eller en lidt for stor numse, så vil jeg gerne forebygge det, og give min krop de bedste forudsætninger for det næste årti. Og jo, så vil jeg gerne hæve numsen lidt, få lidt mere form og fylde på armene og se om jeg kan slippe af med fødselsdellen på maven.

Jeg husker engang en kvinde på 77, som var med i et af mine tv-programmer ”Mors Hammer”. Betty hed hun – og hun var i en sen alder gået i gang med at træne for at have et godt liv 70+. Hun havde den vildeste krop, den fineste udstråling og var bare glad og rørig. Jeg vil gerne være som Betty!

Der er nemlig rigtig mange ting, der ændre sig i vores kroppe. Både efter børnefødsler, men også med alderen og hormonforandringerne. Knoglerne bliver skrøbeligere, numsen fladere, og huden løsere. Men man kan gøre noget ved det gennem kost og træning. Det er det, Marie Louise og jeg skal sammen. Hun har i øvrigt sin egen blog, og hun skriver om vores forløb, set fra hendes vinkel som coach.

Nu er vi så i gang. Og noget af det første, Marie Louise har fokus på er søvnen. Hvordan sover du, spurgte hun ? Og uden at vide det, ramte hun lige ned i min ømme tå. For jeg sover ad h til og har faktisk gjort det lige siden, jeg fik børn. I stressede perioder er det helt slemt, og der må jeg nuppe en halv sovepille for at være sikker på at få nok søvn..

Jeg besøgte for mange år siden en søvnklinik i forbindelse med TV-programmet Mig og Min Alder. Jeg var min egen case i aldersgruppen 40-50, og netop i den aldersgruppe begynder mange at opleve søvnproblemer. Jeg sov natten over i et mørkelagt og lydisoleret rum på klinikken med elektroder på hovedet og kroppen. Næste morgen gennemgik søvneksperten min søvn på et udskrift. Han kaldte det ”en meget træt studievært, der gik ud som et lys”. Han sagde i øvrigt, at man bliver tyk, dum og grim af ikke at sove nok. Tag lige den !

Det skal være slut nu. Og Marie Louise har givet mig hjemmearbejde til på mandag.

  • Jeg skal gå tidligt i seng – omkring klokken 22.
  • Ingen kaffe, sukker eller sodavand efter klokken 15.
  • Ingen vin i hverdagene.
  • Ingen computer, mobil, Ipad og TV efter klokken 21.

Og sidst – nightshift på mobilen og dæmpet lys, også når jeg børster tænder.

Den er hård. Men nu går jeg og nusser rundt i stedet og gør klar til næste dag. Jeg har fundet en bog at læse i og må lægge nyhedstrangen væk. Min første nat var ikke så god. Men i nat har jeg sovet som et barn  – ihvertfald indtil avisbuddet kom på sin scooter og vækkede mig klokken 4.

Hvordan sover du ? Prøv projektet her sammen med mig. Og hvis I har lyst,  kan I følge med hos Marie Louise på http://marielouisecramer.dk/category/blog/

traening1

Livsstilscoach Marie Louise Cramer har mig under kærlig behandling i sit træningscenter i København.

 

 

 

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

8 kommentarer

  • Morten Vadskær

    01/05/2017 at 10:35

    I København er der en psykolog, der udelukkende har specialiseret sig i søvnproblemer/-udfordringer. Han er ret nørdet med hensyn til søvn og mega dygtig til at spotte om det også kan være noget andet (kan jo også have fysiologiske årsager). Han er klart værd at smide et par timer efter. Om man sover godt eller ej har en vild indflydelse på ens velbefindende. I kan fange ham her: http://rbandersen.dk/

    Svar
  • Rikke

    05/02/2017 at 13:44

    Jeg har haft problemet massivt for et par år siden, der var masser af stress i mit liv og alderen har nok også en finger med i spillet. jeg gjorde alt det, du også er blevet anbefalet, men det hjalp først da jeg kombinerede med 3 ting der virker supergodt for mig, nemlig yoga, der findes øvelser der er gode at falde til ro på, dem laver jeg lige før jeg går i seng, samt meditation, og så te af rødkløverblomst – jeg kan bedst lide smagen når jeg tilsætter lidt mynte og lakridsrod, drikker ca. 1 liter fordelt over dagen, og det gør en stor forskel.
    Så bare en ide, hvis nogen har lyst til at prøve!
    Sov godt, hilsen Rikke

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      08/02/2017 at 12:16

      Hej Rikke.

      Tak for det gode råd… Yoga gør jeg faktisk om morgenen.Men måske det er bedre aften. Og rødkløverblomst teen må jeg prøve. Hvor køber du den ?

      KH
      Line

      Svar
      • Rikke

        09/02/2017 at 12:45

        Jeg køber den her : https://www.helsebixen.dk/shop/roedkloeverblomst-skaaret-4499p.html
        Den kan også købes i almindelige helsekostbutikker. En håndfuld kløver, ½ skefuld pebermynte og ½ skefuld skåret lakridsrod, så smager den efter min mening supergodt. Rent er smagen lidt kedelig, men effekten lige så god. Men det skal drikkes hver dag for at virke.
        Aften yoga skal være lidt anderledes end om morgenen, hvor kroppen skal hjælpes i gang. Før søvn skal kroppen jo finde ro.
        Jeg bruger forskellige fremoverbøjninger samt universalstillingen – gerne i lang tid – samt “childs pose” som gode soveøvelser. Og gerne med blid afspændingsmusik til, så er det ren fornøjelse. Men altså ikke som erstatning for anden yoga, mere som supplement.
        God fornøjelse med forsøget, håber det virker for dig,
        Hilsen Rikke

        Svar
  • Inge Bay Jørgensen

    03/02/2017 at 09:36

    Hej Line.
    Somme tider synes man det er rart at have en lidelsesfælle. Jeg sover nemlig også dårligt i perioder. For det meste ved jeg hvad det skyldes. Når der skal foregå noget ud over det sædvanlige kan jeg have svært ved at koble af og ikke tænke på dagen i morgen. Noget der hjælper mig meget er at læse romaner når jeg er kommet i seng. Så kan jeg for det meste sove, når jeg ikke kan holde bogen længere. Jeg er for længe siden stoppet helt med at drikke kaffe, og jeg ligger næsten altid i min seng når kl er 22. Jeg vil følge din blog og se om jeg kan få flere gode råd. Noget jeg er blevet klar over er meget vigtigt er vejrtrækningen. Det kan hjælpe mig at tage mange dybe indåndinger gennem næsen og tømme lungerne helt under udåndingen gennem munden.

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      03/02/2017 at 10:39

      Hej Inge.

      Jamen, du har en lidelsesfælle i mig… Jeg skriver i næste uge, hvordan det er gået. Men ad mig bare sige som en cliffhanger her: Der er svært !

      KH
      Line

      Svar
  • Catarina

    01/02/2017 at 11:47

    Øj sådan en omgang gad jeg godt. For selvom jeg som du ikke har nogle hængepartier, så ville det da ike gøre noget at jeg, nu hvor jeg er blevet 50 kune strammes lidt mere op og dermed komme lidt af alderens skavanker i forkøbet. 😀

    Svar
  • Lis

    01/02/2017 at 11:32

    Jeg sover fantastisk godt og jeg kigger på min I Pad og tv om aftenen inden jeg går i seng og gør i det hele taget hvad jeg har lyst til. Min mand sover af h.. til og det gjorde han også før der var noget der hed computer. Min mor sover også dårligt og hun ejer ikke en pc eller I phone og hverken min mand eller mor drikker kaffe eller vin om aftenen. Vi ligger i vores seng kl 22 hver aften fordi min mand står op 04.30 Jeg tror ærlig talt det er hvad man er disponeret for.

    Svar

Skriv et svar