Farmor dur også

Jeg har et par veninder, der allerede er blevet bedstemødre, og så har jeg en del, der frygter, når de bliver det. Især dem der har sønner.

De er nervøse for, om de får lov til at være tæt på de små nye børnebørn, når de kommer. For af en eller anden besynderlig – og for mig helt uforståelig – grund, sker det tit, at “farmor” bliver holdt ud i strakt arm og ikke bliver lukket ind i babyvarmen. Hun bliver nemlig ikke regnet helt for ligeværdig med mormor.

Jeg er helt med på, at mange vordende og nybagte mødre måske føler, at det er nemmere og mere naturligt at have sin egen mor tæt på og søge råd og støtte  hos hende. Men farmor har jo også været mor og har dermed helt samme erfaring. Hun har også været gravid, født og næret børn ved sit bryst. Jeg synes faktisk, det er synd for både baby, far og farmor, når hun ender på sidesporet og må nøjes med at se med på afstand.

Jeg bliver selv farmor engang – hvis altså mine to drenge har tænkt sig at få børn. Og jeg ville blive ulykkelig, hvis jeg blev valgt fra. Begge mine bedstemødre har fyldt meget i mit eget liv, også selvom jeg ved, at min farmor kunne være en strid banan som svigermor. Da mine egne drenge var små, var jeg meget optaget af, at ALLE bedstemødre skulle have lige mulighed for at være sammen med dem. Og vi har ikke mindre end 3 stk bedstemødre: Mormor, farmor og bedste (som er min pap-mor).

De har alle givet plads til hinanden. Jeg har aldrig hørt en af dem brokke sig over, at de ikke “fik nok” tid med deres børnebørn. Tværtimod har de delt glæder og bekymringer med hinanden til glæde både for både børn og os forældre. Og selvom drengenes far og jeg har været skilt i over 10 år nu, så holder farmor jul og fødselsdage med os, når jeg har drengene. Det ville være tomt og forkert uden.

Bedsteforældre er guld værd for alle i en børnefamilie. Og jeg synes, at kommende forældrepar burde tage snakken om bedsteforældrenes plads allerede, inden baby stikker sit lille hoved frem. Jeg kan slet ikke forestille mig, at mine drenge ikke skulle have haft lige adgang til alle 3 bedstemødre og blive elsket, krammet og formet af dem, ligesom jeg selv blev af mine bedstemødre. Og det gælder selvfølgelig også for bedstefædrene !

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

22 kommentarer

  • jeannette hansen

    25/11/2017 at 13:45

    Jeg bliver en farmor, jeg “får” et barnebarn, og glæden ved min nye titlen, havde jeg ikke forstiller mig så vild lykkeberusende.
    Men samtidig føler jeg, at jeg har “mistet” min svigerdatter (og måske min søn).
    Historien:
    Flere i min omgangskreds har fået, eller skal have børnebørn. Der er mormødre, farmødre som fortæller om den glædelige begivenhed, som flash’er det på FB, Instagram m.v. Der bliver strikket og gjort sager rundt omkring, og talt om alt det glædelige ved gravide døtre, svigerdøtre, kommende fædre, og billeder og lykkelige historier bliver vist i stor stil.
    Er det så kun mig der har fornemmelsen af en slags sorg..!!!?
    Jeg har kendt min svigerdatter i 9 år ( De er begge 30 år) Og jeg kan slet ikke takke min søn nok for at have bragt hende ind i mit liv. Hun er på mange måder den pige/kvinde jeg selv gerne ville have været. Modig som bare pokker, selvstændig. En kvinde der tør stå ved sine meninger, og tør sige fra. Samtidig er hun sårbar, eftertænksom, omsorgsfuld over for sine nærmeste, og alle de andre i verdenen omkring hende. Jeg oplever at have haft hendes fortrolighed. Måske jeg bare har løjet for mig selv.
    Hende og jeg har, efter min mening altid haft en dejligt forhold, og jeg holder umådeligt meget af hende. Faktisk så meget, at jeg ind i mellem føler jeg har svigtet min søn.
    Men nu føler jeg, jeg har mistet hende, dog får jeg et barnebarn.!!!
    Min svigerdatter er ca. 27 uger henne, og har bestemt ikke haft en let graviditet, og jeg har haft den største medfølelse med hende, og forsøgt at hjælpe så godt jeg kunne, uden at overskride grænser.
    Min søn og svigerdatter glæder sig naturligvis. De bygger rede og er forventningsfulde, og så forberedte som man nu kan være som førstegangsforældre.
    Men jeg savner dem. Min søn. Min svigerdatter. Jeg savner dem i en grad, så følsens kan beskrives ligeså voldsom, som da jeg i sin tid blev skilt. Det er tårer, søvnløse nætter og tristhed iblandet kæmpe angst for at miste dem helt, samtidig med jeg måske mister kontakten til den lille nye som kommer.
    Jeg kan ikke genkalde mig noget tidspunkt hvor jeg har været så usikker på mig selv, min rolle som mor, min rolle som svigermor.
    Jeg oplever at blive holdt ud i strakt arm. Jeg må ikke komme for nær. Jeg må ikke glæde dem med små gaver. Jeg bliver irettesat som en teenager. Jeg oplever pludselig en svigerdatter som er kontrollerende og grænsesættende, som ikke bryder som om det jeg kan tilbyde som menneske, som person, som kommende farmor, og her er der ikke tale om de små gaver, men mig, den person jeg er, og har været i mange år.
    Jeg selv er mor til to sønner. Min egen mor var nærmest et mareridt som kommende mormor. Men jeg havde dengang, som kun 24 årig forståelse for, at det var glæde og forventninger der drev min mor. Jeg havde verdens sejeste svigermor, som jeg hellere ville spørge til råds end min egen mor. Men min mor var min mor, og naturligst den der var tættest på mig. Mor – datter konstellationen har jeg stor respekt for.
    Hvor er min søn så henne. Den lette forklaring er, at han er en stor støtte for sin kæreste, og vælger ikke at se, hvad jeg oplever at se – at han rent faktisk ikke ser det.
    Det kan også være fordi, han ikke vil se det, og ikke vil tage mit parti for ikke selv at komme i klemme.!!
    Men den allerværste tanke jeg har fået er, at han bifalder at jeg bliver holdt ud i strakt arm. At han heller ikke gider mig, at jeg har været en elendig mor, et dårligt forbillede, at jeg måske har svigtet ham på et tidspunkt.
    Min søn har altid været stor genstand for min beundring. Min første ubetinget kærlighed. Han var som barn, og helt ung mand aldrig bange for at vise sin hengivenhed for mig, og som teenager viste han mig en beundringsværdig tillid og fortrolighed.
    Min søn, og min eneste svigerdatter er meget kloge mennesker, ordentlige mennesker, som jeg beundre. Så hvorfor er der pludselig ikke tid til at svare på sms’er som højst bliver sendt en gang om ugen. Hvorfor ser vi pludselig kun hinanden max en gang om mdr. Hvor min oplevelse et par gange har været, at jo hurtigere vi kan sige farvel igen, jo bedre. Hvor er den tidligere tættere kontakt. Dengang hvor vi spiste, grinte, så film eller tog på ture – hvor forsvandt Dengang hen.!!
    Jeg er selvfølgelig ikke blind for, at tider ændre sig, at vi alle 3 er blevet mere voksne, at vi alle 3 skal finde på plads i vores nye roller, men jeg har nok været blind for, at det skulle gøre ondt, og at samtidig med jeg fik noget, også mistede noget.
    Vi er ikke uvenner. Det er ikke engang sikkert de ved hvordan jeg har det, for jeg trækker mig. Jeg er bange for at optrapper en konflikt, som kan være endnu mere ødelæggende. Jeg siger heller ikke min mening eller sætter grænser, fordi jeg er bange for at skabe konflikt mellem min søn og svigerdatter. Jeg ved da også at min svigerdatter er i sine hormoners vold, og naturligvis er ved at se/finde sig selv som mor, men betyde det så at jeg ikke er værdig som svigermor længere, at jeg skal holdes ud i strakt arm. Jeg går på listefødder, og må spørge min svigerdatter om lov til næsten alt i forbindelse med, hvad det indebærer at være svigermor/ farmor.
    Lige nu er jeg frarøvet glæden som farmor. Jeg er holdt op med at strikke, sy, købe små sokker eller huer. OG hvis jeg gør, skal jeg først spørge om jeg må “overraske”, og spørge til farve og mærke. Så nu holder jeg helt op. Strikketøjet er lagt væk, symaskinen er sat i skabet, og mine glade forhåbninger og forventninger lagt i en dåse med låg. For så bliver jeg forhåbentlig ikke så skuffet når den lille pige ser dagens lys, og jeg måske ikke bliver lukket ind. Jeg forbereder mig.
    Og midt i al min tristhed, kan jeg dog sagtens se det glædelige i situationen. Mine “børn” skal opleve den sindsyge ubetinget glæde ved at blive forældre. De skal opleve en kærlighed som man er parat til at gå i døden for.
    Det skal de opleve.
    Nøjagtig den samme ubetinget kærlig jeg stadig har efter 30 år som mor for min søn.

    Obs.
    Dette indlæg er skrevet ca. 2 mdr. efter jeg har været indlagt med en hjertesygdom, som lægerne stadig ikke har fundet svar på, og måske er jeg selv emotionel omkring dette. Dog skal det også siges, at jeg i den forbindelse kun har haft set min søn og svigerdatter 3 gange i de 2 mdr.(Den ene gang var på Rigshospitalet i max. 30 min.), de to andre gange var på forespørgsel fra min side.
    Fra en kommende farmor med kæmpe glæde og forsigtige forventninger.

    Svar
  • A.L.

    22/12/2016 at 13:51

    Kære Line. Sikke en god problematik du tager op. Jeg må dog tilføje at “problematikken” også kan vendes om. For det kan også være enormt svært at være svigerdatter til en der både er farmor og mormor. Især når det tydeligt kan mærkes at det betyder mere (for svigermor) at blive mormor end farmor. Jeg synes selv at vi herhjemme deler sol og vind lige hvad angår bedsteforældre, men alligevel kunne der mærkes en noget større glæde hos min svigermor da hun skulle være mormor, end da hun et år forinden blev farmor. Så derfor håber jeg at alle bedstemødre der har æren af at blive både farmor og mormor også vil bidrage til at problematikken “farmor vs. mormor” ikke bliver alt for slem.

    Svar
  • Lis

    10/11/2016 at 11:38

    Jeg havde det lige omvendt med min mormor og min farmor. Min mormor så et lys i min bror som var den første fødte og jeg fik aldrig et tæt forhold til hende men derimod havde jeg et fantastisk forhold til min farmor som var et fantastisk givende menneske. Min søn kan ikke få børn så jeg bliver aldrig farmor og det har jeg det fint med. Til gengæld har jeg et fint forhold til mine mands børnebørn.

    Svar
  • Randi

    05/11/2016 at 15:30

    Selvfølgelig duer Farmor da! Som mor til tre sønner har jeg ikke potentiale til at blive mormor, men jeg har da aldrig tænkt den tanke, at jeg skulle blive en 2. klasses bedstemor af den grund. Jeg var selv lige så glad for min farmor som for min mormor, mine sønner har også været glade for deres farmor. Jeg er farmor til en dejlig dreng på syv år, og har aldrig følt, at jeg på nogen måde stod i skyggen af hans mormor! Så ro på – der er plads til både Farmor og Mormor – og også til Farfar og Morfar 🙂

    Svar
  • Maibritt nehm

    03/11/2016 at 07:52

    Havde den store glæde at blive farmor i nov 2015 …der bliver ikke gjort forskel han kommer lige så tit på besøg hos os som hos mormor morfar…det er nemlig vores Victor….han kommer faktisk idag med mor og far og spiser er altid så hyggeligt❤️

    Svar
  • Ulla

    31/10/2016 at 08:57

    Åh hvor jeg kender det du skriver om. Det gør så ondt ikke at være god nok. Vi er bare ikke gode nok farfar og mig. Det er til at tude over. Nu er nr 2 barnebarn på vej og mit hjerte gør allerede ondt.
    Hilsen en knust farmor.

    Svar
    • Maibritt nehm

      03/11/2016 at 07:55

      Rigtigt trist for jer ….for om man er farmor og farfar eller mormor og morfar er man lige vigtig😊

      Svar
  • Sarah L.

    30/10/2016 at 23:16

    Kære Line
    Jeg kan ikke være mere enig i dit oplæg!! …men der skal 2 til tango, og dermed mener jeg også det såvel er farmor der skal gøre sit til at få et godt forhold, til den lille ny familie. Jeg er ved at være godt og grundig træt af, de farmødre, som har alt for travl med, at have ond af sig selv, fordi de “kun” er farmor! For mit eget vedkommende gjorde jeg en dyd ud af at behandle den kommende farmor og mormor “ens” under graviditeten (Netop fordi hun ikke skulle føle sig udenfor. Der blev sendt ens billeder og beskeder fra scanning og jordemoderbesøg osv. Farmors respons var “ok, det ser fint ud” el. lign., hvorimod mormor ringede og skulle have ALLE detaljer med! Da min mand og jeg skulle ned og kigge på barnevogn osv. forsøgte jeg også at inddrage hende heri, men der blev hurtigt skiftet emne.
    Nu er min dejlige søn 8 mdr. og farmor kan afsætte ca. 2-3 timer hver 14. dag og mormor kigger tit forbi hver 2. dag. (Vi bor allesammen i samme by, og farmor har helt normale arbejdstider).
    Så er det altså rimelig svært at bevare gejsten til at “dele” sit barn ligeligt mellem farmor og mormor.
    Selvfølgelig kræver det også en indsats fra svigerdatterens side 😉

    Svar
  • Anna Hansen

    30/10/2016 at 21:30

    Jeg er mor til 3 næsten voksne døtre. Og, tør jeg næsten skrive det. Lykkelig for, at jeg har fået piger. Døtre er bare tættere på deres mødre. Sådan er det. Det kan jeg godt forstå er svært at acceptere for kvinder, der er velsignet med drenge. Men sådan er virkeligheden bare. I forhold til at søge råd, vejledning, tryghed, sparring, samhørighed osv., så er det altså bare mor, der er bedst. Beklager, men sådan er virkeligheden. Jeg har selv en dejlig svigermor, som altid har behandlet mig, pigerne og min mand godt og respektfuldt og vi er glade for hende allesammen, men MORMOR er bare noget særligt. Det er et unikt bånd, der er biologisk til stede lige fra fødslen. Mormor til mor og mor til datter. Prøv at lægge mærke til det i bybilledet. Hvor ofte ser I ikke mormor komme med sin datter og børnebørn? Det er meget oftere end svigermor kommer med svigerdatter/søn.

    Jeg kan kun sige, at mødre til drenge må opdrage deres sønner til at farmor er ligeså betydningsfuld for dem, hvis de vil ændre noget. Ansvaret ligger ikke kun hos de “forfærdelige” svigerdøtre, men i høj grad også om, at mødre til sønner, må gribe i egen barm i forhold til deres opdragelse af deres drengebørn.

    Jeg må ærligt indrømme, at jeg er glad for, at jeg fik en perlerække af døtre. Fordi jeg glæder mig til den dag, jeg bliver mormor.

    Svar
    • Rita Pedersen

      07/11/2016 at 09:54

      Kære Anna

      Jeg er slet ikke enig med dig. Jeg er selv farmor og har et meget tæt forhold til mit barnebarn, selvom hun ikke bor i Danmark. Vi Skyper flere gange om ugen, hun er 6 år og kalder selv, når hun savner farmor.
      Det med mor og datter er mere tætte end mor og søn, mener jeg er en holdning, der er forældet. Idag er drenge jo på lige fod med piger. Jeg kender flere der ligesom min egen søn, har et forhold hvor vi kan tale om alt. De nævnte er
      drenge der sagttens kan ringe deres mor op og drøfte en sag de er i tvivl om, hvad enten det er privat eller jobmæssigt.
      Hvis vi ser 15-20 tilbage, så vil jeg give dig ret, men ikke idag.

      Svar
  • Line Baun Danielsen

    30/10/2016 at 12:54

    Hej alle sammen.
    Hvor er jeg glad for alle kommentarerne og historierne, I fortæller. Jeg tror nemlig at lige præcis det er er et tabu for mange… Helle og Charlotte – jeg tænker at det Jeres søn og svigerdatter gør – nemlig at være bevidst om det er altafgørende.
    Rigtig dejlig søndag derude .. Solen skinner her i Gentofte !

    Svar
  • CharlotteR

    30/10/2016 at 12:04

    Jeg er farmor til verdens dejligste mest vidunderlige guldklump på knap 2.5 år.
    Jeg ser ham 4-5 gange om året og resten af tiden foregår kontakten via SKYPE eller messenger.
    Min svigerdatter er fra Færøerne, og da min søn valgte at rejse efter kærligheden var der ikke tænkt på familieforøgelse.
    Min søn har fra starten gjort et stort arbejde for at inddrage mig omkring den lille. Jeg var den første som fik besked om vel overstået fødsel. På hospitalet blev der taget et fodaftryk af den lille ny, og min søn fik lavet et til mig også.
    Mit barnebarn har siddet på skødet af min søn, siden han var 3-4 måneder, når min søn og jeg talte sammen over SKYPE. Idag siger han selv til, når han vil tale med “fav fav”. :o)
    Mit barnebarn futter somme tider selv rundt med tablet eller telefon, og indrager mig i sin leg undervejs.
    Jeg var alene med min søn i mange år, og vores tætte forhold har helt sikkert været med til, at min søn har indraget mig så meget, hvilket jeg er SÅ taknemmelig for.
    Jeg drømmer selvfølgelig om at min søn og svigerdatter en dag flytter til Danmark, men indtil da, prioriterer jeg benhårdt at besøge dem på Færøerne 3-4 gange om året, og i år skal jeg også fejre jul på Færøerne.

    Svar
  • Mia Jensen

    30/10/2016 at 11:53

    Hej Line
    Jeg er helt enig med dig.
    Det bedste råd fra en Mormor er at lade være med at se jer selv som “kun” Farmor. I vores familie har vi altid haft rigtig meget glæde af begge hold bedsteforældre, måske fordi kvinderne er så heldige at ha’ nogle rigtig dejlige svigermødre <3 , som jo så også bliver Farmødre. Jeg ved min datter holder rigtig meget af sin svigermor og nyder det bånd hun har med børnene 🙂 og der er da ikke noget der glæder mig mere, end vores elskede børn / børnebørn har et dejligt stort netværk at være i.
    Lad være med at degradere jer selv vær der, og vær en FARMOR for børnene har brug for os alle 😉

    Svar
  • Helle Hertz

    30/10/2016 at 11:43

    Hej Line . Jeg er farmor til min søn og svigerdatters skønne drenge på 6,3 og 1 år……og jeg kan heldigvis ikke nikke genkendende til det du skriver om at være farmor……Jeg har aldrig følt mig udenfor, tværtimod…..men synes også jeg er heldig med en meget opmærksom Svigerdatter…..jeg må indrømme at flere af mine veninder sagde det samme som du beskriver, inden jeg blev farmor for første gang, og ja jeg var mega nervøs for om jeg blev sat ud på sidelinien….men nej….så det er ikke altid at man som farmor skal føle sig udenfor❤️ Tak for en dejlig blog Line……vil da lige sige at jeg også er mormor til 2 skønne drenge på 3 år og en på 4 mdr. Mvh Helle Hertz

    Svar
  • Ninette

    30/10/2016 at 07:08

    Your comment is awaiting moderation.
    Hej Line
    Er farmor og er super stolt af det, bliver vildt irriteret over at der skal være forskel på farmor og mormor, det hele handler for mig, om at være der for barnet, min farmor var der altid, men det havde ikke noget at gøre med “titlen”. Det drejer sig om den tid vi var sammen, og ikke hvor mange gange. Det man sætter ind (eller giver) det er det man kan hæve (eller forvente at få), jeg fik så meget at jeg nu kan give der videre til mit foreløbig eneste barnebarn.
    For mig er vi den ældre generation som elsker vores børnebørn ❤️ Uanset titel.

    Svar
  • Flyvende Farmor

    30/10/2016 at 00:26

    Hej Line
    Tak for et fint blog…
    Dit indlæg, er nok en tanke os “drengemødre” har strejfet et par gange…. Og nu venter så mit 1. barnebarn rundt om hjørnet… Jubii – og tænk en gang.. tanken er væk! – jeg valgte helt fra starten, at vise min søn og SD, at jeg bliver… “Verdens Bedste FF” 🙂
    Med et stort smil venter jeg nu bare på, at “vidunderet” kommer til verden og vi kan starte vores fantastiske rejse sammen med både FF, MM, MF og resten af familien.
    De slipper ikke for mig… 🙂 – og de elsker mig for det!

    Svar
    • jennifer vognsen

      31/10/2016 at 18:42

      Jeg er enig med at man skal give til kende at man meget gerne vil passe barnet og hjælpe og ikke sidde stille og vente på tur , for at være stille kan tolkes som ikke at være så interesseret.Som forældre til store børn skal man vise at man gerne vil men ikke presse . Personlige var det mine døtres farmor der var bedst desværre for min mor var ikke helt vild med at passe dem.

      Svar
  • Ninette

    29/10/2016 at 16:54

    Hej Line
    Er farmor og er super stolt af det, bliver vildt irriteret over at der skal være forskel på farmor og mormor, det hele handler for mig, om at være der for barnet, min farmor var der altid, men det havde ikke noget at gøre med “titlen”. Det drejer sig om den tid vi var sammen, og ikke hvor mange gange. Det man sætter ind (eller giver) det er det man kan hæve (eller forvente at få), jeg fik så meget at jeg nu kan give der videre til mit foreløbig eneste barnebarn.
    For mig er vi den ældre generation som elsker vores børnebørn ❤️ Uanset titel.

    Svar
  • Susan

    29/10/2016 at 14:31

    Hej Line.
    Jeg nikker, så mit hoved er ved at falde af.
    Jeg kan nikke meget genkendende til det du skriver om at være farmor.
    Jeg er også *kun* farmor, har 2 sønner som dig, og kan godt mærke, at farmor ikke er lige så meget *værd* som f.eks. mormor er.
    Desværre. God weekend.

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      30/10/2016 at 12:57

      Hej Susan.
      Det er bare ØV…. an du ikke meget diskret tale med din søn om det ? Eller bare lade dem forstå, at du er der for dem og ELSKER dine børnebørn!

      Svar
      • Susan

        31/10/2016 at 23:24

        Sønnerne ved det godt, men det er bare mere mormor der er på begge steder, også fordi mit helbred ikke er så godt, så kræfterne rækker ikke så langt.

        Svar

Skriv et svar