Min afrikanske datter

7 vigtige ting jeg lærte i 2018

I dag siger vi farvel til 2018. 12 måneder er gået, 365 dage, 525.949 minutter pakket med oplevelser, begivenheder, store og små beslutninger, bekymringer, undren og ikke mindst glæde. Her er 7 vigtige tinge jeg lærte i 2018.

Man ved, man er halvgammel, når...Kærlighed er svær – selvom man vil den

Jeg lagde ud i årets første måneder med en hård og ærlig erkendelse: Kærlighed er en svær størrelse for mig.  Mange af os drømmer livslangt om den eneste ene – og det gør jeg også bare ikke for enhver pris. Det at elske og blive elsket er en længsel og drivkraft hos mennesker. Hvis vi tør. Selv havde jeg mødt en skøn mand i december året før, men det kunne ikke være os. Alderen gør mange af os mere selektive, kritiske og måske også bange for at indgå i nye relationer. Det kræver et stort overskud at finde og turde springe ud i et nyt forhold. Der er nye børn, familier, venner, særheder og en masse andre brikker, der skal falde i hak. Og som mange har skrevet på bloggen i årets løb: Måske har nogle af os det bare bedre alene? Faktum er,  at min ældste spurgte for nylig: Skal du ikke snart ha’ dig en mand. Måske sker det i det nye år!

Det syge væsen

Et bekymret tak til det syge væsenNår ens forældre bliver syge og ældre, finder man ud af, hvor alene man er som enebarn. Og det skrev jeg om her, da min mor blev syg i foråret. Jeg er selv enebarn, og min mor har derfor kun mig.

Og man finder også ud af, at det danske sygehusvæsnet ikke er for de syge, svage og gamle uden handlekraftige familier i ryggen. Og hvem skal passe os hvordan, når vi engang blive gamle?

Min mor var alvorligt syg i næsten 3 måneder, de to en halv i et hospitalsvæsen, der aldrig fandt ud af, hvad hun fejlede, og hvor hun blev udskrevet uden diagnose. Første gang hun blev udskrevet, sagde lægen: ’Der er større risiko for at blive syg af en infektion på sygehuset, end ved at blive sendt halvrask hjem ’. Min mor blev genindlagt efter en uge og havde nær mistet livsmodet på den ældremedicinske afdeling, der blev hendes midlertidige hjem i over en måned.

Jeg brugte dagligt timer på at kommunikere med de skiftende læger, der tilså min mor. Jeg undrer mig stadig over, hvad der blev af sloganet: En patient, en læge ? Det var kun på papiret, det fungerede – for den læge, der havde ansvaret for min mor var på to afdelinger (på 2 forskellige hospitaler) og så derfor ikke min mor dagligt.

Jeg mødte et dedikeret og frustreret plejepersonale, der især på medicinsk afdeling for ældresygdomme var spændt hårdt for. Syge ældre på slidte 3-sengsstuer, der smittede hinanden, og hvor demente mennesker lå for åbne døre og råbte højlydt. Jeg endte med at klage til den ansvarlige læge. Det er jeg glad for, jeg gjorde. Handlingsplaner blev til handling, gardiner der var i stykker blev udskiftet, der blev ryddet op i samtaleværelser, der mest lignede pulterrum. Og min mor blev heldigvis rask og runder de 80 her i januar.

Jeg lærte, at sådan vil jeg ikke blive gammel. Og jeg lærte også, at det nytter at råbe op.

Fra fantastisk til pinlig på 17 årFra fantastisk til pinlig på 17 år!

Min yngste søn fyldte 17 i april. Om 4 måneder fylder han 18 og er klar til at bestemme over sit eget liv – det har han jo sådan set gjort længe. Og han gør det godt. Faktisk sidder jeg her ved tasterne og bliver rørstrømsk stolt over mine 2 dejlige sønner, som begge er ordentlige mennesker – arbejdsomme, venlige, sjove – og selvfølgelig også irriterende til tider. Og de tænker med garanti det samme om mig!

Det er både vemodigt og vildt at se sine unger vokse op. Fra at være et lille pus, der elskede at putte sig ind til mor, som stak en lille varm hånd ind i min, når vi gik tur i den store verden. Eller som spejdede fortvivlet rundt efter mor, hvis vi kom for langt fra hinanden på pisten, i skoven eller i Tivoli. Til løsrivelsen hvor mor ikke længere er verdens navle – men blot endnu en af de mødre, der er lidt kikset og hele tiden siger pinlige og fjollede ting!

Jeg spørger mig selv, hvor dælen tiden blev af. Jeg synes jo kun, det er 10 sekunder siden, min yngste kom til verden på Gentofte Hospital. 9 sekunder siden han gik sine første skridt. 8 sekunder siden de første ord kom ud af hans lille mund.  Ord han selv havde opfundet som: ‘hafferhan i  ysser’ (saftevand i sutteflasken) eller ‘dodøjde’ (storebror). 7 sekunder siden, han indledte sit institutions- og skoleliv og dermed sin første frigørelse fra mor og far. 6 sekunder siden han besluttede sig for, at han vil flytte til New York, når han bliver stor: -Og mor, du har lovet at tage med! Og sådan kunne jeg blive ved.

Og hvad er så min rolle som mor fremover? Den vil stadig være at elske mine drenge ubetinget. At støtte dem, når de har brug for det med kærlighed, omsorg og opbakning. At give dem plads til deres eget liv – ikke blive hende der emsig mor, der blander sig i alt.

Jeg elsker bare seje kvinder

Når hedeturene flytter indOg dem har jeg i den grad mødt mange af i 2018. Den 13. maj satte jeg mig lettere nervøs på et fly til Malaga for at tage hul på den første træningscamp for kvinder 45+. Målet var start at samle kvinder i eller på vej i overgangsalderen i en hel uge. Sammen med Frank, Lena, Jane og Peter fra Marbella Fitness Camp sammensatte vi et trænings, kost- og foredragsprogram, der skulle gøre os bevidste om, hvad der sker med os, og hvad vi kan gøre for at styrke vores krop og sjæl i denne periode af livet.

Det blev så stor en succes, at vi måtte lave endnu en camp i 2018 – og næste år gør vi det igen i maj og september. De færreste af kvinderne på mine 2 camps kendte hinanden på forhånd. De blev indlogeret 3 eller 4 i hvert hus – så lærer man ligesom hinanden at kende fra start ! Vi har svedt, knoklet, kæmpet, grinet og grædt undervejs. For er der noget kvinder kan, så er det at åbne sig når selskabet er det rette og trygheden i top. Det har været en af mine største oplevelser i 2018 – ikke mindst fordi jeg fik sat ansigt på, hvem nogle af jer skønne kvinder er, der følger med her på bloggen.

Man kan ikke altid redde verden – men man kan prøve                                                                                                                     

Ingen kvinder skal leve sådan!Jeg drømte om at gøre en forskel, da jeg sammen med min ældste søn rejste til Sierra Leone i Afrika, for at besøge et dansk projekt for unge kvinder i prostitution i hovedstaden Freetown. Jeg skulle stå for en workshop for 20 unge prostituerede og hjælpe dem til at fortælle deres egen frygtelige historie. Det blev en skelsættende rejse, som endte med, at jeg beslutttede at støtte Mabinty på 13 år, så hun kunne komme væk fra slummen og prostitutionen.

Det nytter at hjælpe – men penge er ikke altid nok. Mabinty stak af fra sin plejefamilie og vendte tilbage til slummen, og lige nu arbejder Brighter Horizons på at få hende tilbage i skoleforløbet og hos familien igen. Jeg krydser finger for at det lykkes. For hunfortjener som alle andre en chance i livet.

Til gengæld har de seje unge prostituerede kvinder nu startet en bevægelse og en organisation, der skal sikre dem og andre kvinder mod overgreb og mishandling. De formulerede selv deres budskab på vores workshop i juni: ‘Join hands with my sisters to fight prostitution’

Nu er der ingen vej tilbage

Nu er der ingen vej tilbage!Bliver man nogensinde klar til at ens unger flytter hjemmefra? Jeg tror det ikke. Det er en af de ting i livet, vi ikke kan forberede os på.  Min ældste flyttede den 8.juli. Han har før været væk hjemmefra – et år på efterskole og siden 4 måneder i militæret. Men denne gang kommer han ikke hjem til mor igen. Jeg hjalp ham med flytningen i en uge. Og da drengeværelset stod tomt i kælderen meldte tomheden sig i hjertet. En klog kvindelig politiker og tidligere statsminister havde på forhånd advaret mig: ’Du kan lige så godt regne med, at du får en depression! Det er hårdt at sige ’farvel’. Og hun havde ret. Heldigvis udeblev depressionen!

Det komplekse med børn er jo, at vi opdrager dem til at blive selvstændige individer, der flyver fra reden og kan klare sig selv. Måske skal man bare lære at se på sit moderskab som et etapeløb. De første bjergetaper er slut med op- og nedture, store og små problemer, nu kommer der nogle år på de lange flade etaper, inden det måske går løs igen med børnebørn og nye opgaver. Og som min ældste skrev i et brev, der kom på ugedagen for hans flytning med en smuk buket blomster: ’Flytningen er langt fra vores endestation, men nærmere 1. kapitel’

Heldigvis har jeg min dejlige yngste søn på 17 hjemme lidt endnu. Han har nu fået huset, køleskabet, remoten, mor og hunden helt for sig selv – ligesom jeg har fået mere frihed og tid til at gøre de ting, jeg også elsker. Og så er jeg så heldig, at min ældste filmer for mig og ofte kigger forbi ved frokosttid, inden hans arbejde kalder.

Det kræver mod at mene noget

Mig mi I sgu godt pifte efter!Det er både fantastisk og farligt at mene noget. Som tv-journalist i næsten 30 år har jeg ikke ment ret meget i fuld offentlighed. Det spiller ikke så godt med journalistisk objektivitet og uangribelighed at mene noget offentligt. Det må jeg nu – og jeg er gået all in både på bloggen, i mine BT-klummer og i Go’Morgen Danmarks fredagspanel.

Men der er en pris – og den er ikke altid det værd. Holdninger deler mennesker og vandene, og i Danmark har vi fået en uværdig debat kultur, hvor det er tilladt t svinde hinanden til medgrove vendinger af værste skuffe. Jeg traf derfor e vigtig beslutning i starten af december: At stoppe med mine klummer i BT. Jeg har brug for en pause uden at mene andet, end det jeg kan mene her i mit eget univers.

Jeg drømmer om, at vi engang får en debatkultur, hvor politikere ikke behøver livvagter, for at mene noget og hvor mænd og kvinder ikke bliver latterliggjort og hånet af Nationens grove stemme.

Kom an 2019

Sikke en fest vi har haft!Og nu står vi så på tærsklen til et nyt år. Jeg gider ingen nytårs fortsæt. Jeg tager bare hul på det nye år med glæde i hjertet og en tyrkertro på, at alting bliver godt, og at vi som ansvarlige mennesker og borgere træffer de personlige og politiske valg, der gør Danmark, Europa og verden et trygt og anstændigt sted at være.

Og så må jeg se at finde den mand !

Rigtig godt nytår.

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

12 kommentarer

  • Lone Møller

    31/12/2018 at 12:17

    TAK for at måtte være med på din BLOG – altid dejligt at læse nyt fra dig 😊
    Godt Nytår til dig og dine Kære 🍾🎉🎊
    Lone

    Svar
  • Michael

    31/12/2018 at 13:00

    Kære Line
    Tak for et dejligt indlæg.
    Vi mænd kan også blive en del klogere her på bloggen, selv om det tit handler om kvinder 45+ 😊
    Og så er det bare hyggeligt at følge dig rundt om i verden, dejligt.
    Held og lykke med manden, den eneste ene 😉
    Ønsker dig og dine kære et godt og lykkebringende Nytår 💥🥂🎉
    Kh. Michael

    Svar
  • Alexander Amargós

    31/12/2018 at 13:40

    Rigtig godt nytår kære Line
    2018 blev året hvor jeg begyndte med her at læse og skrive på blogge på nettet. Det var aldrig noget jeg plejede at gøre og der er en helt ny spændende verden af vidt forskellige mennesker med deres interessante syn på verden som har åbnet op for en masse gode historier og har givet mig utrolig meget stof til eftertanke. Hvis der er noget jeg har lært i løbet af i år, så er det at vi kan lære af alle! og der er intet flovt og at udtrykke sig som man er.

    Jeg er sikker på du nok skal finde den mand, der er massere af flotte mænd der vil have fat i en dejlig dame som dig-Rigtig godt nytår
    Alexander

    Svar
  • Henrik V Blunck

    31/12/2018 at 14:19

    Først en lille spøgefuld detalje: Der er 525.600 minutter (1440 pr. døgn) i løbet af året – ikke 525.949… 😉

    Jeg er oprigtig ked af, du har oplevet negative ting ifm din deltagelse i BTs klumme-debat. Det er bare slet ikke i orden. Jeg finder det netop forfriskende, at man bliver udfordret ved at læse det du skriver, og jeg er fuldkommen enig med hensyn til debatkulturen. Den skal blive bedre, for den nuværende kurs dur bare ikke.
    Godt nytår herfra.

    Svar
  • Anne-Marie Lützen

    31/12/2018 at 14:43

    Kære Line
    1000 .. 1000 tak for alle dine fantastiske indlæg, det har virkelig været super god læsning og berigende. Tak endnu engang
    Jeg ønsker dig, dine sønner og mor et godt nytår med lykke og smil.
    Du kan godt være super stolt af dig selv .
    De bedste Nytårs hilsner Anne-Marie

    Svar
  • Janne

    31/12/2018 at 14:54

    Rigtig godt nytår søde Line 💫🎇🎉
    Tak for mange gode og tankevækkende indlæg. Glæder mig til mange flere i 2019 og til vi ses i maj 😊🙏❤️

    Svar
  • Marianne

    01/01/2019 at 22:49

    Kære Line
    Rigtig Godt Nytår✨🍀❤️.
    Tak for din ærlighed, mod og at du passer på dig selv.
    Glæder mig til at fortsætte med at “følge” dig.
    Mange nytårs hilsner
    Marianne

    Svar
  • Linda Hansen

    02/01/2019 at 10:47

    Kære Line
    Godt nytår til dig og dine 🍾💫🥂
    Håber på endnu mere sjov og ballade på din blog som er så inspirerende at læse
    Og det med dén mand – det kommer hvis det kommer ♥️
    Kh Linda

    Svar
  • Eydrit Ragnudóttir Mikkelsen

    03/01/2019 at 08:57

    Kære Line
    Tak for alle dine mange spændende og tankevækkende indlæg i 2018. En af mine store oplevelser i 2018 var at være med på din camp i september, det var en uge fyldt med mange gode og berigende oplevelser, det var en oplevelse at møde dig også ansigt til ansigt. Du skal vide, at du er et meget inspirerende bekendskab for mig. Jeg glæder mig til en uge sammen med dig og en masse skønne kvinder til sept. Rigtig godt og lykkebringende nytår til dig og din kære.
    Mange kærlige hilsner Eydrit

    Svar

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her