• Home
  • /
  • Karriere
  • /
  • Den 10.marts – en dag der ændrede mit liv
Den 10. marts - en dag der ændrede mit liv

Den 10.marts – en dag der ændrede mit liv

Når du læser denne blog, så gør jeg mig klar til eller er på vej til årets store TV-fest på Hotel d’Angleterre i København med Billed Bladet. Det har jeg været næsten hvert år i de 28 år, jeg var TV-vært. Men baggrunden for dagens tekst er en anden. Det er nemlig den 10.marts – en dag der ændrede mit liv.

I dag for præcis et år siden væltede mit indre korthus efter en lang periode med blandt andet sygdom, alt for meget arbejde og lange, sene vagter. Det sidste plejede ikke at være et problem. For sådan har mit arbejdsliv altid været. Det nye var, at min krop gjorde højlydt modstand – og jeg lyttede ikke efter.

I dagene op til den 10.marts havde jeg både været på mit TV-job, været konferencier, konferenceleder på kvindernes kampdag og været til TV-fest. Jeg var tynd – kan jeg se på billederne i dag, og mine øjne så trætte ud. Jeg husker, at jeg følte mig svimmel til festen og hele tiden bevægede mig tæt på et bord eller en væg, just in case.

Torsdag den 10.marts startede næsten som alle andre dage. Jeg havde sovet dårligt, men jeg skulle møde klokken 9 til en 12 en halv timers vagt. Det var dagen, hvor Brøndby IF ryddede alle forsider, fordi klub ejeren havde kritiseret sin stab i sønnens navn på et socialt medie. Jeg skulle interviewe klubbens sportschef direkte klokken 12.30. Så formiddagen var mere travl end normalt, og jeg var træt og uoplagt. Men jeg har altid lært og arbejdet ud fra devisen: Som TV-vært har du aldrig en dårlig dag. Du gør, det du skal, og du gør altid det bedste, du kan. Jeg gennemførte interviewet – jeg husker ikke hvordan. Jeg husker blot kollegaen, der bagefter spurgte mig over frokosten: Hvordan er det, du ser ud.. Er du ok?

Og nej, jeg var ikke ok. Min chef sendte mig hjem en halv time senere. Sendte mig direkte til lægen, som sygemeldte mig på stedet. Jeg magtede end ikke at tale med den psykolog, som firmaets forsikringsselskab udstyrede mig med. Min hjerne føltes som en bowle med 1000 sugerør, der sugede og sugede. Men bowlen var tom.

De første uger lå jeg bare på min sofa i mørke uden radio, tv, mobil eller nogen som helst støj. Lægen havde ordineret ro og masser af gå ture. Og jeg gik og gik, mens kiloene raslede af både hunden og mig selv, og jeg stille og roligt genvandt lidt af mit gamle jeg dag for dag. Jeg var overrasket over det, der var sket og fattede ikke, hvorfor jeg ikke var stoppet op noget før og havde lyttet til min krop. Der havde jo været masser af signaler: Jeg sov dårligt. Jeg spiste konstant hovedpinepiller på jobbet. Jeg havde fået kronisk bihulebetændelse – jeg som ellers aldrig fejlede noget synderligt. 28 års travlhed, deadlines, sjove og krævende opgaver havde pludselig vist tænder.

Jeg kom tilbage på job efter 6-7 uger. Stille og roligt med kollegaers og arbejdspladsens hjælp. Jeg nåede endda næsten op på fuld tid. Men min krop ville ikke lege med. Min sidste dag på vagt var jeg så svimmel, at jeg følte mig som passager på et skib i høj sø. Jeg kunne ikke stå midt på studiegulvet af frygt for at vælte. Ingen kunne se det – udover dem, der kender mig godt. Så godt lærer man at ignorere advarslerne.

Jeg tog turen hjem på sofaen igen. Planen var, at jeg skulle og ville tilbage. Jeg havde svært ved at se mig selv UDEN mit gode tv-job og mine skønne kolleger. Men jeg kunne heller ikke se mig selv i hamsterhjulet mere. Jeg følte mig som en løbsk hest, der var spændt for en vogn, der løb efter nyheder i et tempo, der steg og steg. Og jeg var jo løbet med, fordi jeg kunne lide det.

Så sommeren igennem tænkte jeg 1000 tanker om fremtiden. Jeg valgte, som I ved, og som jeg har skrevet om her , at stoppe, mens legen var god. Det var en stor og svær beslutning, men den var rigtig. Jeg havde jo stadig en masse drømme, der ikke var udlevet. Og jeg valgte at springe ud i noget nyt og mærke mig selv på ny.

I dag sidder jeg så til fest med den branche, jeg ikke længere er en del af. Men som stadig er en vigtig del af mig. Mit liv er 100% tilbage på sporet igen, og jeg arbejder næsten ligeså meget som før i mit eget lille firma. Men nu bestemmer jeg selv HVORNÅR, HVOR LÆNGE og HVILKE opgaver jeg vil kaste mig ud i. Og på forunderlig vis dukker opgaverne op af sig selv.

Jeg er frisk og klar igen – men jeg mærker hele tiden efter og lytter til den krop, jeg havde glemt at lytte til.

Så budskabet til Jer, der kører Jer selv lidt for hårdt og måske ikke altid mærker ordentlig efter: GØR DET. Der er kun dig selv til at passe på dig selv. Eller måske oplever du, at en kollega, en ægtefælle eller en veninde eller ven ændrer adfærd og ikke har samme gnist og overskud som normalt. Tag ansvar og spørg ind til, hvordan han eller hun har det – inden det er for sent.

Tak for wake-up callet den 10.marts. Dig glemmer jeg aldrig.

Del gerne dine egne erfaringer og oplevelser. Det er vigtigt at tale om det, så man ikke føre sig alene.

Rigtig god weekend.

Tak for lån af foto Peter Nørby.

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

27 kommentarer

  • Christina Thomsen

    24/03/2019 at 12:31

    Hej Line
    Hvor bliver jeg rørt over din historie og den rejse du har været igennem.
    Jeg tror, jeg bevæger mig på en sti der ligner din lige nu….
    Jeg har svært ved at mærke mig selv, min krop og mit ellers normalt raske jeg, kommer aldrig helt ovenpå før den næste forkølelse sætter sig.
    Jeg er træt helt ind i sjælen og prøver bare at komme igennem dagen.
    På mit arbejde bliver der bare mere og mere travlt, vi rammes hele tiden af nye sygemeldinger og jeg tager ansvar og forsøger at klare lidt mere og lidt mere…..
    Mine følelser svinger og nogle dage tænker jeg at jeg er ved at blive skør….
    Måske jeg bliver nødt til at stoppe op, selvom jeg ved det er nemmere sagt end gjort….
    Christina

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      24/03/2019 at 12:37

      Kære Christina.

      Stop op… Tag en snak med din leder. Få ro på inden det går galt.

      Pas på dig selv.

      Kh Line

      Svar
  • Christina

    03/04/2017 at 19:52

    Kære Line,
    jeg har selv været en ordentlig tur igennem. Jeg er kun lige blevet 27, men stress og i mit tilfælde en depression også, har åbenbart ingen alder. Jeg har netop oprettet min egen blog – og startet ud med min historie om de seneste tre måneder, som har været et sandt mareridt. Jeg har delt min historie op i tre dele, over tre indlæg og tre dage.
    Det er rart at vide, at man ikke er alene – hvilket man føler, når man først rammer bunden.
    Tak for at dele din historie.
    Ha’ en dejlig aften.
    Bedste Hilsner
    Christina
    christinaboegkjaer@bloggersdelight.dk

    Svar
  • Henrik - tidligere teknisk rådgiver for EHS ramte.

    17/03/2017 at 19:36

    Kære Line.
    Pernille har desværre ganske ret i det hun påpeger, som mulig årsag til dine og rigtig mange danskeres problemer i det moderne samfund.

    Udfordringen med at finde årsagen består i – at kun ganske få mennesker reagerer promte ved udsættelse for elektriske eller elektromagnetiske felter, samt statisk magnetisme. De fleste mennesker bliver påvirket, men symptomerne er ofte forsinkede og hober sig op over tid. Kommer man derefter i strålingsfri omgivelser, kan man få tømmermænds lignende symptomer indtil kroppen har renset ud.

    Prøv at skrive dagbog i.f.t. hvor du har været, hvilken bil du har kørt i, hvilket hus eller kontor du har besøgt (solcelle anlæg på taget ?, mikrobølge baseret alarm system / PIR, WiFi, nærliggende mobilmast, trådløse headsets, transformator stationer, trådløst streamende TV, musikanlæg, spille konsoller osv.) Har du selv brugt trådløst udstyr, smartphone, tablet, computer eller underholdnings elektronik ?
    Check altid soverummet for elevation seng med elektrisk motor, lavspændingslamper med strømforsyninger, WiFi TV, Internet Radio, DECT telefon, mobil telefon osv. Disse ting hører ikke hjemme der. Check også for højttalere med store magneter / el-tavle etc. på modsat side af væggen til hovedgærdet.

    Især tidsrummet 48 timer forinden man får de på http://www.ehsf.dk beskrevne symptomer eller anfald, er vigtig for at finde årsagen og kilden til problemerne.

    Jeg ønsker dig det bedste for fremtiden, Line …
    TIP: Tilmeld dig EHS Foreningens gratis nyhedsgruppe:
    https://www.facebook.com/groups/EHSforeningen/
    Mange hilsner fra Henrik.

    Svar
  • Pernille Schriver

    17/03/2017 at 08:33

    Kære Line
    Har du overvejet om det som stresser og har stresset din krop er trådløs teknologi?
    Flere og flere mennesker bliver stresset af arbejde mm. Men vi lever i et samfund, som konstant skruer op for de trådløse dataoverførelser. 3G, 4G og snart 5G. Smartphones, bluetooth, wifi, trådløse termostater, højtalere, headset mm.
    Jeg bliver selv påvirket og din historie minder om andres historier, hvor det er stråling fra Det Trådløse Samfund, som er med til at stresse kroppen.
    Se nærmere på http://www.e-stress.dk og http://www.ehsf.dk
    med venlig hilsen
    cand. scient. biolog og miljøvejleder
    ekspert i Det Trådløse Samfunds menneskelige konsekvenser
    Pernille Schriver

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      17/03/2017 at 18:33

      Kære Pernille.

      Det er ihvertfald interessant, hvis der er sandt, så er mange jo fanget i en umulig fælde, da alle jo arbejder med en eller anden form for computer, mobiltelefon mv.

      Dine links er hermed tilgængelige for alle. Tak og dejlig weekend.

      Svar
  • Karen Gottlieb

    15/03/2017 at 20:53

    Hej Line,
    Mange tak fordi du sætter fokus på stress, som jeg selv er ramt af. Jeg har mærket efter i lang tid og har vidst i lang tid, at dette bare ikke holder i længden. Jeg har efterhånden mange symptomer; hovedpine, svimmelhed, for højt blodtryk, følelsen af at hjerneskallen er for lille til at rumme mine tanker, kort lunte, dårlig søvn mmm. Jeg har fortalt min leder, at jeg har fysiske symptomer, og jeg har forgæves forsøgt at få hende til at hjælpe mig med aflastning og med at få sat grænser for min arbejdsmængde og de forstyrrelser, der gør, at jeg på ingen måde har en chance for at følge med. Denne gang har jeg formuleret mig med en ret hård attitude, hvor jeg tidligere mere har appelleret til forståelse for, at jeg ikke ønsker, at mit arbejde skal gå ud over mit privatliv i den grad, det gør. At jeg ikke har lyst til at være den “sure kælling”, som jeg oplever mig selv at være blevet til. Det føles lidt som at have en teenager hjemme – der skal bare ganges op med nogle 100 stykker… Jeg har undervejs talt med min læge, som indtil nu har støttet mig i at holde fast i mit arbejde for i det mindste at have lidt struktur på det kaos, jeg er midt i. Jeg er hundeangst for at blive sygemeldt – jeg er så bange for, at alt så falder fuldstændig fra hinanden, og at jeg ikke magter andet end at trisse rundt i nattøj det meste af dagen og hverken få bad eller gjort de allermest nødvendige ting.
    Samtidig har jeg en indre halsarrig stædighed, der på trods af alle de forhindringer, jeg møder til daglig, bare vil bevise, at dette her kan jeg. Hver morgen sætter jeg “autopiloten” på, sætter mig i bilen og bilder mig ind, at i dag, når jeg det, jeg mangler at nå. Efterhånden holder gnisten kun et par timer, så er jeg klar over, at dagen i dag bliver en af samme slags som de mange, mange foregående. Kaotisk, forstyrret, overbebyrdet, og en daglig gåen-hjem-følelse af, at jeg ikke fik gjort tilstrækkeligt, at jeg ikke blev færdig med noget som helst. Jeg bruger næsten dagligt flere timer på at læsse af til min mand, som er usandsynlig rummelig – jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis jeg ikke havde haft ham!
    Jeg vil gerne spørge dig om forløbet fra den 10. marts til du var oppe igen – faldt det hele fra hinanden, da du blev sygemeldt – eller oplevede du en lettelse ved at give slip?
    Endnu engang tak, fordi du sætter fokus – ikke bare på stressen, men også på behovet for åbenhed omkring stress.
    Mange hilsner til en stærk kvinde fra en anden stærk kvinde.
    Karen

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      15/03/2017 at 22:23

      Kæreste Karen.

      Du skal sygemeldes før det går galt. Så er det heller ikke så svært at komme tilbage. Du kan også tage ferie – men det er bare at “skjule” det, det handler om.

      Jeg orkede INTET i mange uger udover det basale, som jeg skulle. Jeg gik i nattøj eller træningstøj det meste af tiden. Og mødte verden sådan når jeg gik tur. Jeg gik mindst 8 km om dagen. Der havde hjernen det allerbedst. Kulde og frisk luft var fantastisk.

      Du skal udfærdige en såkaldt mulighedserklæring på din job i samarbejde med din læge. Hvis du har en ordentlig arbejdsgiver udviser de forståelse – det skal de.

      Du kan ikke tænke og skal ikke tænke nu. Du skal trække stikket og lukke alt ned. Det gjorde jeg. Inkl mobilen. Jeg ha de telefontid 2 gange om dagen – det vidste mine nære og chef. Jeg slettede FB og mail på min mobil og så ikke tv eller noget.

      Fat mod. Tænk på dig selv. Der er lang vej hjen hvis du kollapser helt.

      Kærligst Line

      Svar
      • Karen Gottlieb

        15/03/2017 at 22:41

        Mange tak for dit svar Line – det lyder jo ikke så farligt, som jeg gør det til – og nu kan jeg se, hvad det er, jeg prøver at løbe fra – det er mit eget ansvar for mig selv!
        Kærlig hilsen
        Karen

        Svar
  • Michael R.C.

    15/03/2017 at 17:12

    Hej Line,
    Har været både her og på Linkedin før, så det er lidt Déjà vu – men ikke desto mindre, må jeg kommentere din blog med følgende.
    Jeg må forundres over, at der her på din blog er næsten samme procentvise kommentar fordeling af M og K, som på Linkedin.
    Så vidt jeg kan se, så er der 33% M og 66% K, som læser dine indlæg og følger med i hvad der rør sig og faktisk tager dette emne seriøst og alvorligt.
    Det burde ikke komme bag på nogen, at der per automatik er flere kvinder end mænd, som tager stress alvorligt i dagens Danmark. Emnet hører under “HR og det er et blødt emne”.
    Men alligevel – at der STADIGVÆK i 2017 er SÅ mange mænd, som helt sikkert tror, at det IKKE rammer dem og at de kan “arbejde” det væk – fordi det jo er noget for “tøser” – det kommer faktisk bag på mig.
    Så søde Line – keep on !!! Både med din blog her og dine add på Linkedin.
    Michael

    Svar
  • Hanne Walsøe-Pedersen

    15/03/2017 at 11:38

    Tak for dit indlæg i aftenshowet om stress. – Et emne der er så vigtigt at få åbenhed om. – Der er dog mange aspekter og mange aktører, der skal på banen for at få et udbytte, der kan være med til at stoppe denne folkesygdom, som har store menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger.

    Et er de menneskelige omkostninger, – de fysisk og psykiske, – at skulle håndtere nederlag, at miste kontrol, skammen, smerterne, ensomheden mv. – Mange konsekvenser som man pludselig bliver kastet ud i at skulle bearbejde. – Erkende nødvendigheden af at skulle søge hjælp, når man plejer at være ”Super Karla”. – Hvilken hjælp….? for der er mange terapeuter og ”kloge Åger” der stå parat. Men de nærmeste, – familie, ægtefælle, venner og arbejdskollega som du måske mest har brug for hjælp fra, kan være den sværeste hjælp at få eller modtage, for de kan ikke forstå det kaos du bokser med, og måske ser du ikke rigtig syg ud!

    Dette er nogle af de ting jeg blev ramt af, efter mange års kamp for et bedre arbejdsmiljø i et job der gav mening og som havde stort potentiale, men som alligevel blev ”saboteret” pga. dårlig ledelse og politiske omskiftligheder.
    Jeg mærkede signalerne, men vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere dem. – Jeg kunne jo ikke bare melde mig syg, for jeg var jo ikke RIGTIG syg, selv om jeg ikke kunne sove, havde hjertebanken og uro i kroppen, hovedpine og diffuse smerter i kroppen, plager der mest plagede mig når jeg havde fri og skulle slappe af. – Så jeg bed tænderne sammen og holdt ud til jeg faldt i et stort sort hul. – Efter 4 måneder havde jeg kæmpet mig tilbage. – Jeg troede, at jeg havde lært lektien, forsøgte at passe på og sætte grænser i hverdagen, fulgte de mange gode råd. – Jobbeskrivelsen gav stadig mening og havde stort potentiale. – Men arbejdsmiljøet blev stadig ødelagt af dårlig ledelse og politiske omskiftligheder, desværre nok det, der i dag er en af årsagerne til, at så en stor del af stress rammer medarbejdere, ikke mindst i den offentlige sektor.- Min dagligdag blev som fluen i en flaske, der til sidst faldt ”død” om!

    Stress har mange konsekvenser, for mig blev det til sygepension med diagnosen ”kronisk belastningssyndrom”! – Et liv, hvor jeg nu daglig, døjer med en krop i ubalance, en følelse af at have kronisk influenza, med smerter, træthed og koncentrationsbesvær, mv. Lever jeg et liv i slowmotion, kan jeg holde det ud, – ”Super Karla” har måtte erkende, at hun gik langt over stregen, og må i sit slowmotion tempo acceptere konsekvenserne og få det bedste ud af det liv der er tilbage.

    Line, både du og jeg vil gerne råbe folk op, og fortælle, at de skal mærke efter, sige stop og sige fra mens tid er….. Men vi lyttede ikke selv, og måske er det ikke så nemt… – Kampen er jo ikke kun med en selv. – De færreste oplever en hverdag, hvor det rent praktisk og økonomisk er muligt at stoppe op i tide inden man må sygemeldes, hvad er alternativet så? – Kun de færreste har midler og ressourcer til at starte på en frisk. – Blive man arbejdsløs havner man i et nyt ”helvede” i velfærdstatens forsørgelsessikkerhedsnet ikke just et system der afhjælper stress! – Vores samfund, hvor godt det end er, er ikke gearet til at afhjælpe udviklingen af stress.

    Staten vil gå bankerot, hvis stress blev anerkendt som en arbejdsskade, til trods for at arbejdspladsens arbejdsmiljø oftest har en stor andel i årsagen.

    Samfundsøkonomisk koster stress kassen.

    Det vil vel kun give mening, hvis man fik rystet posen og satte fokus på ÅRSAGEN, så forebyggelse kan få en central plads i samfundet. –Viden om dette er til rådighed.
    Vi ”syge” kan gøre meget selv. Men hvis samfundet omkring os på alle planer, ikke mindst det politiske, ikke får en forståelse for ÅRSAGEN, samt at det kræver en helhedsorienteret indsats.
    Så kan ønsket/kampen om at bekæmpe folkesygdommen stress blive spildte kræfter.

    Svar
  • mormormedstiletter

    14/03/2017 at 22:39

    Hvor er det fantastisk, at du deler din krise så åbenhjertigt med alle os andre og jeg så dig lige på TV (du brænder stadig igennem for vildt;-) fortælle om det. KÆMPE RESPEKT!!!!

    Jeg har selv været tæt ved et par gange, men har hver gang reddet mig selv ved at lytte efter hvad min krop fortalte mig. Jeg er ikke blevet rig af det, men jeg er nok rig på andre ting i stedet for tænker jeg…Livserfaring for eksempel og så har jeg nu også valgt en tilværelse som selvstændig og det er bare guld for sådan nogle som os;-)

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      14/03/2017 at 23:02

      Kære allesammen.

      Tak for alle Jeres kommentarer og for at dele Jeres historier med mig og alle andre på bloggen. Jeg fornemmer, at det betyder rigtig meget.

      Sov godt.

      Kh Line

      Svar
  • Tabita Mortensen

    14/03/2017 at 21:51

    Kære Line
    HOld da op hvor hjertet hamrede afsted med 180km/t da jeg så aftenshowet i dag…..for du har så evig ret – væk med tabu – væk med “skam” – væk med frygten for ikke at være……og så lige på en dag hvor jeg har første arbejdsdag efter at hele lokummet væltede – ikke den 10. marts – men den 7. november 2016. 4 mdr i selvransagelsens skær. 4 mdr hvor jeg både har skullet lære mig at være mig, at det er ok ikke at skulle kunne alt, at heltinden ikke kun er hende der altid redder på målstregen, men heltinden også er hende der husker at passe på sig selv for ellers kan hun ikke passe på andre.
    I dag har været skelsættende – jeg ville tilbage på trods af at hele gulvtæppet var revet væk under mig – og er det også nu med masser af hjælp fra både psykolog, stresscoach, familie, venner og ikke mindst en arbejdsplads som hele tiden har villet gøre alt det bedste or at jeg kunne vende tilbage……hvad fremtiden bringer ved jeg ikke – nu tager jeg en dag af gangen, men jeg ved dog at jeg stadig er mig men blot i anden form….det er så den form jeg skal til og finde ud af om stadig passer ind i det der var engang…..og har erkendt at bliver den alt for vanskelig at få passet ind må jeg finde et andet sted i livet hvor den passer bedre….og det er jeg nu heller ikke så skræmt af, for det er bare en del af den proces hvor jeg bliver bedre til at passe på mig selv for skal i hvert fald ikke ligge der igen hvor jeg ikke kan magte at kravle på toilettet fordi kroppen er gået i blackout…..tusind tak for du sætter fokus på det….for det er hverken skamfuldt, forkert eller svagt…..vi har bare været stærke for alle de andre alt for længe i stedet for at være stærke for os selv….
    Bliver lidt varm i hjertet ved tanken om at da jeg nåede et af mine livs mål i 2013 var det dig der orienterede om det på TV2 lorry…..tak for det….hvem ved hvad der bliver mit næste mål….;)

    Svar
  • Niels Kronborg

    14/03/2017 at 21:10

    Det er virkelig flot, at du står frem, Line. Der bør være meget større fokus på, hvordan man forebygger og behandler folk med stress og depression i Danmark. Det er folkesygdomme, som kan ramme alle. Jeg gik selv ned med stress og en efterfølgende svær depression. Så hele 2013 plus lidt af 2014 var et mareridtsår for min familie og jeg. Jeg fik heldigvis den rette behandling. Behandlingen kombineret sammen med den opbakning jeg fik fra familie, venner, kollegaer og en ikke mindst meget forstående arbejdsgiver gjorde, at jeg kom ud på den anden side. I dag arbejder jeg på fuld tid igen og er involveret i foreningsarbejde. Dog er jeg blevet meget bedre til at sige fra, hvilket jeg ikke gjorde tidligere. Jeg er heldigvis kommet igennem det hele som en stærkere person. Men det var ulideligt og ubeskriveligt at gå igennem og det ønsker jeg ikke andre skal udsættes for. Så derfor lad os sætte større fokus på stress og depression i Danmark.

    Svar
  • vibeke guldager

    14/03/2017 at 20:41

    Kære Line,
    hvor er du sej og hvor er det bare godt, at du med dit kendte ansigt er med til at sætte fokus på stress ved at fortælle din historie, og så inspirerende at høre, hvordan du er kommet videre og ud af stressens grimme favn.
    Jeg er desværre blevet sygemeldt med stress for 2.gang på 4 år og nu i 3 mdr. og har valgt at være åben om det, for netop at gøre op med det tabu, den flovhed som stress er omsluttet af.
    Jeg skriver på min blog Byguldagerhttp://byguldager.dk/graesset-groennere-naboen-aldrig-mere-stress-igen-2-del/åben og ærligt om, hvordan det er at gå hånd i hånd med stressen.
    Jeg er 4 uger “henne”i min sygemelding på 3 måneder og midt i stressens grimme favn.
    Så jeg håber at ved at sætte fokus på det, at det kan inspirere andre til at være åbne og tale højt om det at have stress.

    Kærligst
    Vibeke

    Svar
  • Katrine N. M.

    13/03/2017 at 14:18

    Hej Line,
    Tak for dit personlige indlæg. Jeg er selv ramt af arbejdsrelateret stress, og det er virkelig et wake up call af dimensioner.
    Efter ti år med tv og journalistik på nethinden, så er det tid til at fokusere på andre dele i mit arbejdsliv. Og det har været en svær og hård beslutning. Så jeg forstår fuldstændig, hvad du går igennem.

    Jeg har lært at spørge/sige: “Hvad har du/jeg brug for?” og “Du er vigtigere end dit arbejde”. For efter masser af stramme deadlines, utallige lives, eng’er og vj-dage med et superhøjt tempo har der sjældent været plads eller tid til mine behov undervejs. Hvis man vil være med, så skal man være klar. I tv-branchen er der altid andre hensyn, og det er en del af gamet.

    Spørgsmålet er så, hvad man vil bruge sit liv på? Og om man vil være tro mod sig selv og lære ens egne veje at kende. Eller om man vil leve sit liv gennem sit arbejde.

    Jeg ved godt, hvad jeg vælger nu. Hvor jeg skal hen, er et andet spørgsmål. Men jeg væver ikke længere, når jeg bliver spurgt, hvordan jeg har det: For jeg har sjældent haft det SÅ godt – nu tør jeg stå ved min mavefornemmelse, og jeg vælger at mærke – også når det gør ondt!

    Tak for et godt indlæg. Kh. Katrine.

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      13/03/2017 at 16:42

      Kære Katrine, Susanne, Gitte, Henrik og alle Jer der har skrevet og delt Jeres tanker og oplevelser her.

      Det er virkelig gået op for mig, hvor vigtigt det er at være åbne om det. Mange opfatter det som skamfuldt og et nederlag. Væk med den opfattelse. Imorgen går jeg i Aftenshowet og taler de “stressedes” sag. Der må være andre veje på arbejdsmarkedet, og vi må være bedre til at mærke os selv og hinanden og råbe op i god tid.

      KH
      Line

      Svar
      • Henrik V Blunck

        14/03/2017 at 03:26

        Giv den gas i Aftenshowet. Det var det bedste argument for at se programmet for en gangs skyld, at du er med. 🙂
        Helt enig: jo mere åbne vi alle er om emnet, jo bedre. Mange er slet ikke klar over hvilke vedvarende ting stress kan medføre, så super godt du ofrer din tid på sagen.
        God fornøjelse i studiet. Du har stensikkert alle bloggens læsere med nu. 🙂

        Svar
  • Susanne

    13/03/2017 at 12:09

    Kære Line
    Hvor er det et dejligt indlæg du har skrevet.
    Dine oplevelser ligner så meget mine egne, men du har evnen til at sætte ord på det.
    Jeg er selv kommet tilbage til jobbet, men med et helt andet tempo, og evnen til at sige fra. Omverden har skullet accepter jeg ikke er den samme mere, min lille brik i det store puslespil har fået en ny facon, så de har også måtte ændret sig. Det har været hård læring for alle, men jeg har haft ledelsens opbakning, og det er lykkedes.
    Ønsker dig held og lykke med dit liv – det er det bedste vi har fået. 🙂

    Svar
  • Henrik V Blunck

    12/03/2017 at 19:25

    Godt du er kommet dig over dén oplevelse.
    Jeg oplevede noget lignende da jeg mistede bevidstheden på Høje Taastrup station den 10. december 2013, men alligevel var det først i oktober 2015, at jeg sagde op. Dengang efter et behandlingsforløb med tænderne, hvor tiden nede i Szezcin i Polen gav mig rigelig tid til at tænke grundigt over tilværelsen.
    Det kræver mod at træffe et valg, men glad for vi efterhånden er flere, der deler dette – og taler åbent om det, for der er virkelig brug for at være opmærksom på det før det ender rigtig galt.
    Jeg fik aldrig takket den person der ringede 112 så jeg kom med en ambulance til Glostrup sygehus. Det eneste jeg kunne huske da ambulancemanden spurgte hvilken ugedag det var, var at det var dagen før min nevø havde fødselsdag. De fandt tegn på gammel hjerneblødning i begge sider af frontallapperne – om de var en uge gammel eller ældre ved ingen…. Stress kan føre meget med sig, så min opfordring til alle er også: husk at lytte til kroppen. Det er ikke hypokondri at tage tegnene alvorligt.
    Fortsat god søndag – håber I havde en god aften til TV Guld. 🙂

    Svar
  • Eerhvervsøkonom Ole K. Ersgaard, MDM, PD

    12/03/2017 at 19:18

    Kære Line,
    Du er indbegrebet af professionalisme inden for dit arbejdsfelt.
    Men hvor er det dog godt at du fik stoppet op i tide. Det er i sig selv en personlig sejr, at erkende behovet for en alternativ fremtid, der tilgodeser kroppens signaler.
    Alt godt med dine valg fremover!

    Svar
  • Gitte Christensen

    11/03/2017 at 10:14

    Jeg kørte hjem fra en aftenvagt og vidste med sikkerhed at dette havde været sidste skud fra mig på arbejdsmarkedet. Jeg havde været pædagog i 25 år og haft forskellige skæbner der var gået “under huden”, som man siger. Uvirkeligt at tænke tilbage på. Det var ellers ikke sygedage der havde plaget mig. Kun en indre uro, kraft, stemme, fornemmelse og både fysiske og psykiske symptomer, der nu steg op og sagde stop, brems, slut, prut, finaletus! Uden at jeg på nogen måde selv kunne gøre fra eller til..
    Også jeg fik en sygemelding…
    Jeg fik også en førtidspension…
    Nu 7 år senere og 56 år ved jeg, at havde jeg ikke stoppet den dag, var jeg selv blevet en nedbrudt skæbne for livstid. Nu er jeg i stedet en førtidspensionist med livsglæde og mad på bordet hver dag😉

    Svar
  • Catarina

    10/03/2017 at 20:53

    Hvor er det et godt indlæg Line, for der er virkelig mange som ikke lytter til kroppen og som ofte ender det galt. Det er jo slet ikke nødvendigt at lade det komme så langt, hvis vi bare er en smule opmærksom på os selv.
    Godt du nu er ude på den anden side og stadig har en masse at føre med alt det du holder af og ikke mindst, kan leve af det. 🙂

    Svar
  • Charlotte

    10/03/2017 at 15:52

    Kære Line.
    Jeg er en af dem der er lykkelig for dit valg.
    Har sjældent arbejdet sammen med et menneske, med så meget nærvær og professionelt karma, som du præstere.
    Du er kommet stærkt tilbage.
    Det ses så tydeligt i dine øjne.
    Tak for dig.
    Kram og god fest
    Charlotte

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      11/03/2017 at 22:24

      Kære Charlotte.

      Tak for den besked – den gjorde mig meget, meget glad. TAK❤🙏🏻

      Svar

Skriv et svar